DF: Grænsekontrol var ingen studehandel

Sig det nu; grænsekontrollen var betaling for efterlønsforringelsen, prøvede oppositionen i dag. Nej, siger DF, der nu kalder toldkontrollen for en grænsekontrol

Det var en synligt presset Mikkel Dencker (DF), der i dag svarede på oppositionens spørgsmål om den øgede toldkontrol. (Foto: Folketingets tv)
Det var en synligt presset Mikkel Dencker (DF), der i dag svarede på oppositionens spørgsmål om den øgede toldkontrol. (Foto: Folketingets tv)

Under dagens forhandling om øget toldkontrol ved grænserne forsøgte Enhedslisten at få Dansk Folkeparti til at indrømme, at aftalen med VK var betaling for at 'ødelægge' efterlønnen og folkepensionen.

Men de ting kan slet ikke kædes sammen, lød svaret fra DF.

De folkevalgte landspolitikere har i dag haft travlt med at kaste med mudder under dagens forhandlinger i folketingssalen.

Læs også: Pind: Vi går helt til kanten

Venstre og Dansk Folkeparti bombarderede Socialdemokraternes næstformand, Morten Bødskov, med samme spørgsmål, der gik på Helle Thorning-Schimdts udtalelse fra 2009 om, at hun krævede den gamle grænsekontrol tilbage.

Citatet var taget ud af sammenhæng fastholdt en til sidst mærkbart irriteret Bødskov, der mente DF'erne måtte være blevet udstyret med det samme spørgsmål af partiets presseafdeling.

Søren Krarup (DF) kritiserede Socialdemokraten for ikke at kende nok til nyere tysk historie og tilføjede, at 'Det at markere en grænse er fredsskabende'.

Da turen på den varme talerstol kom til DF, var det en tydeligt presset Mikkel Dencker, der måtte hente hjælp fra Venstres Jacob Jensen.

- Synes hr. Mikkel Dencker ikke, at det er meget forvirrende med de mange forskellige spørgsmål fra oppositionen, spurgte Venstremanden.

SF: Villy sagde ikke 'fire tykke toldere'
Morten Bødskov mente til gengæld at have fanget Mikkel Dencker i en tilståelse:

- Nu har vi i timevis forhandlet om toldkontrol, og nu kalder hr. Mikkel Dencker det for grænsekontrol. Hvorfor det?

Mikkel Dencker ledte efter ordene og fik forklaret, at der jo er tale om toldere, der arbejder ved grænserne...

Læs også: Stor vælgerlussing til blå blok

Forvirringen har nu ellers en indlysende årsag, forslog Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll tidligere under dagens forhandling:

- Når man læser aftale, virker det som om, man har lavet toldkontrol til V og K og grænsekontrol til Dansk Folkepart.

Og sprogforvirringen fortsatte.

SF's ordfører, Pia Olsen Dyhr, blev af Venstre spurgt til Villy Søvndals nu så berømte udtalelse om, at grænsekontrollen blot bliver 'fire tykke toldere'.

- Nu var jeg selv på det landsmøde, og dét Villy Søvndal sagde, var 'firetyve' toldere', svarede SF-ordføreren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere