Momssvindel truer EU's økonomi

Ny rapport om organiseret kriminalitet bekræfter Ekstra Bladets afsløringer om svindel med CO2-kvoter

Europa-parlamentets budgetudvalg modtager i morgen en rapport, udarbejdet af revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers, der bekræfter og understøtter Ekstra Bladets årelange række af afsløringer om organiseret momssvindel med CO2-kvoter.

Rapporten forsøger at afdække, hvordan organiserede kriminelle misbruger EU-midler.

Det er PriceWaterhouseCoopers i Belgien og Holland, der har udarbejdet rapporten, der afdækker forskellige former for organiseret kriminalitet, heriblandt momssvindel. Som specifikt eksempel på denne form for svindel nævnes momssvindel med CO2-kvoter.

Momssvindel forårsager "alvorlig skade på den finansielle integritet og EU's fundament", fastslår rapporten.

Ekstra Bladet har i en lang række artikler dokumenteret, hvordan bander af organiserede kriminelle via Danmark har haft held med at stjæle anslået 38 mia. kroner fra de europæiske statskasser.

Læs også: Ekstra Bladets artikler om svindelskandalen med CO2-kvoter via Danmark.

Svindlen er sket ved karruselhandel med CO2-kvoter.

Den omfattende momssvindel med CO2-kvoter er sket via det danske kvoteregister, der administreres af Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet.

I to år, fra 2007 til 2009 lod Energistyrelsen det danske register stå pivåbent, så alle og enhver uden kontrol kunne lade sig registrere som kvotehandlere.

Det skete mens Connie Hedegaard(K) var klima- og energiminister og betød, at det danske register voksede til at være verdens største af sin art med 1.256 registrerede kontoindehavere.

Efter Ekstra Bladets afsløringer indledte Energistyrelsen en oprydning af registeret, der nu har færre end 50 registrerede handlere tilbage.

Revisionsrapporten der fremlægges i morgen citerer Europol for, at organiseret momssvindel som regel ikke står alene. "Denne form for svindel udføres ofte for at generere penge med henblik på at finansiere andre former for kriminalitet, så som narkosmugling, trafficking af mennesker, identitetssvindel, alkoholsmugling, forfalskninger og terrorhandlinger."

Herhjemme er Rigsrevisionen i gang med en undersøgelse af administrationen af det danske register. Resultatet af undersøgelsen forventes fremlagt til august.



1 af 2 I to år, mens Connie Hedegaard var klima- og energiminister, stod dørene pivåbne i det danske kvoteregister, hvilket betød at svindlere fra hele verden strømmede til det danske register, der kom til at fungere som centrum for milliardsvindel med CO2-kvoter.
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere