Liberal Alliance støtter Birthe Rønn

V risikerer at gå i opløsning, hvis partiet bliver ved at give værdipolitiske indrømmelser til DF, siger LA

(Foto: Jakob Jørgensen)
(Foto: Jakob Jørgensen)

Mens partitoppen i Venstre skumler, så har de venstremedlemmer, som kritiserer Dansk Folkeparti, opbakning fra Liberal Alliance (LA).

LA-lederen Anders Samuelsen siger at den aktuelle ballade om grænseaftalen og DF-leder Pia Kjærsgaards udfald mod Tyskland er udtryk for, at Venstre har tabet værdikampen.

Taber værdikampen
- Regeringen går sammen med Dansk Folkeparti hele tiden efter at please den angste del af befolkningen med lukkede grænser, burkaforbud og knivforbud. Og så taber man værdikampen. Venstre risikerer at gå i opløsning, hvis partiet fortsætter den kurs, for mange i Venstres bagland mener det samme som Birthe Rønn Hornbech, siger Anders Samuelsen.

Han opfordrer V og K til i stedet at satse på blandt andre Liberal Alliance om mere frihed som mærkesag i værdidebatten og som middel til at holde regeringsmagten på borgerlige hænder.

Lægger afstand til V-ordfører
Hermed lægger han også afstand til Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, når hun kritiserer Birthe Rønn Hornbech og Jens Rohde for at skade regeringens chancer for genvalg ved at fare frem mod Dansk Folkeparti.

- Ellen Trane har ret, hvis det bare gælder om at sidde på ministerposterne. Men hvis det handler om en værdikamp, så har Venstre tabt, siger Anders Samuelsen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere