Tøger om sin kræftsygdom: 'Åbenhed var det eneste rigtige'

Fortalte åbent sine tre sønner om lægernes dødsdom

"Ja, den er gal."

Det var de ord, Tøger Seidenfaden sagde til sig selv, da han var på vej hjem fra Herlev Hospital i november sidste år, efter at lægerne havde givet ham besked om, at modermærkekræften var vendt tilbage. For fuld udblæsning.

"Da beskeden kom fra hospitalet om, at der var metastaser, kunne jeg jo, når følelserne blev skrællet væk, nøgternt konstatere, at prognosen ikke var god. I begyndelsen fik det både mig og familien ned i kulkælderen. Jeg havde som sidste gang valgt ikke at holde noget skjult for børnene. De er blevet 15, 18 og 20 år nu, og cancerangrebet var denne gang særdeles alvorligt, hvilket de fik at vide."

Det fremgår af bogen "Tøger" af Stig Andersen, der udkommer i næste uge, hvordan Tøger Seidenfaden modtog beskeden om sygdommen, og hvordan han bragte beskeden videre til hustruen Tine Eiby og de tre sønner.

"Jeg havde lige fået beskeden af overlægen på Herlev Sygehus. I den korte tid, jeg havde til rådighed inden jeg nåede hjem og kunne tale med Tine om det, overvejede jeg naturligvis disse ting. Og jeg vidste, at drengene i løbet af aftenen ville komme hjem med en halv times mellemrum fra hver deres gøre mål."

"Jeg fik altså kortvarigt lejlighed til selv at tænke lidt, og der ville blive mulighed for, at Tine og jeg tænkte og talte sammen om det. Skulle vi være fuldstændigt åbne over for drengene, ikke bare om hvad jeg helt formelt havde fået at vide af lægerne, men også om, hvordan jeg oplevede det, og hvad min egen vurdering var. Og den var på det tidspunkt ganske pessimistisk."

"Vi blev enige om, Tine og jeg, at ja, åbenheden er det eneste rigtige. I vores familie og med den måde, vi lever sammen på, vil det ikke være til at holde ud, hvis der er ting, som man skal trække sig tilbage i en krog for at tale om."

I løbet af få dage fik Tøger besked om sygdommens alvor. En brutal og sikker diagnose. Der var maksimalt femten procents chance for helbredelse.

"Situationen gør, at man prioriterer. Hvad har jeg det allerbedst med? Hvad bliver jeg gladest af overhovedet? Det er naturligvis min familie. At være sammen med Tine og vores tre drenge. Og vel at mærke være sammen med dem på en god måde. Ikke for at holde krisemøder om min sygdom, for den ved de alt om, og er der nyheder, så får de også dem, men bare være sammen om ting, som vi traditionelt har lavet sammen, og som er hyggelige."

Det var bl.a. tv-serien West Wing. To, nogle gange tre afsnit efter aftensmaden. Familien samlede sig madlavning og højtlæsning.

"Da min sygdom blev konstateret i november, lavede vi et lille familieråd. Drenges første reaktion, især den ældste, fordi han ikke bor hjemme længere var, at de ville være herhjemme, nu hvor jeg er syg. Men det holder jo ikke en meter. De lever deres liv og har en milliard andre ting, de skal lave. Det har Tine og jeg også. Drengene pressede på, og vi forhandlede om tingene, og vi fandt en model, så vi nu har tre familieaftener om ugen, hvor vi er herhjemme og laver noget hyggeligt sammen. Tirsdag, torsdag og søndag. "

"Det er svært at sige. Men mit indtryk er, at de også er glade for aftalen. For dem er det en fastholden og intensivering af det, de de oplever som deres lykkelige liv med deres forældre. Det liv, sørger vi for, er der i endnu mere intense doser, end det vil være, hvis de kommer og går mere tilfældigt. "

"Begrebet lykke har mange definitioner. En af dem er den her fuldstændigt intense tilstand, man kan være i, når man sidder og ser en solnedgang. Eller når man er sammen med dem, man holder af. Ikke fordi der nødvendigvis sker noget særligt, men det er lykke. Og sådanne glimt af lykke har jeg mange af i disse dage. Og der kommer flere af dem, når der er denne her kombination af noget, der i sig selv er rart og varmt, men som opleves i skyggen af et uvejr, en trussel. Så bliver alt mere intenst."

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere