Bertel angriber journalister for sladder

Medierne bruger alt for meget tid på sladder, lyder det fra Bertel Haarder, da han får lov at angribe medier

Bertel Haarder kritiserer de danske journalister for at være drevet af sladderhistorier. (Foto: Jan Unger)
Bertel Haarder kritiserer de danske journalister for at være drevet af sladderhistorier. (Foto: Jan Unger)

Medierne belurer og udleverer i stigende grad politikere og kongelige.

Og det er gået så vidt, at det skader demokratiet.

Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), da han i en halv time bytter rolle med Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, på folkemødet på Bornholm.

Her fik Bertel Haarder lov til at interviewe Bo Lidegaard, og tonen blev hurtigt lagt.

Personhetz
- Hvordan kan du forsvare, at journalister ligger i hækken og roder i miljøminister Karen Ellemanns skraldespand?, lyder et spørgsmål fra Bertel Haarder med henvisning til Ekstra Bladets historie om, at miljøministeren smider miljøfarligt affald i affaldsspanden.

Bo Lidegaard afviser dog Bertel Haarders påstand om, at der er blevet væsentligt mere sladder i medierne.

- Dansk politik har altid været præget af skandaler. Magten har altid haft en iboende tendens til at korrumpere, og det er derfor, journalister skal have mulighed for at søge aktindsigt og gå tæt på politikerne, også selvom det er ubehageligt, siger Bo Lidegaard.

Bertel Haarder angriber samtidig medierne for at beskrive den svenske kongens mulige drukture og beskyldningerne om besøg på stripklubber.

- Det har ingen relevans, mener Bertel Haarder, der ønsker et løfte fra Bo Lidegaard:

- Journalister spørger ofte politikerne, om de vil give et løfte, så det vil jeg også gøre. Vil du love, at der bliver mindre sladder i din avis?, lyder det fra Bertel Haarder.

- Kun hvis regeringen til gengæld vil love at lade være med at mistænkeliggøre og kritisere navngivne eksperter for at være uvederhæftige. Så har vi en deal, siger Bo Lidegaard.

Han henviser til udviklings- og integrationsminister Søren Pind, der har kaldt EU-professor Marlene Wind for "Marlene Halvvind", efter hun har kritiseret regeringen i grænsesagen.

Men det afviser Bertel Haarder:

- Vi har lov til at svare igen på eksperterne, når de går ud over deres rolle. Eksperterne går hele tiden efter politikerne. Det er ulige vilkår, at man så ikke må sige noget om den ekspert, lyder det fra Bertel Haarder.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere