Minister: Virksomheder skal tage lærlinge

Troels Lund Poulsen vil tvinge virksomheder til at ansætte praktikanter ved store offentlige anlægsprojekter

(Foto: Colourbox)
(Foto: Colourbox)

Virksomheder, der drømmer om fast arbejde på et stort offentligt anlægsprojekt som tunnelen under Femern Bælt, skal i fremtiden ansætte praktikanter under uddannelse.

Det siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) til Politiken onsdag. Han vil kræve praktikpladser i udbudsmaterialet ved store offentlige byggeopgaver.

Vælger ny vej
Dermed imødekommer regeringen for første gang oppositionen og fagbevægelsen, der længe har krævet såkaldte uddannelsesklausuler ved offentlige opgaver.

- Jeg vælger en ny vej, fordi den økonomiske krise har betydet, at der ikke er praktikpladser nok i især bygge- og anlægssektoren, siger Troels Lund Poulsen.

Han vil ikke love lærlinge ved alle offentlige opgaver, men ved større projekter.

Praktikpladser til Femern
Som eksempel peger ministeren på, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil kræve praktikpladser ved Femern Bælt-byggeriet, og at uddannelsesklausulerne også kan bruges ved nogle af Vejdirektoratets store projekter.

Dermed vil de undgå at begå samme fejl som ved udbygning af metroen i København, hvor der ikke har været noget krav om, at virksomhederne skulle ansætte lærlinge.

K: Unødig byrde
Troels Lund Poulsens forslag møder kritik fra regeringspartneren de konservative.

- Det vil lægge en unødig stor byrde på erhvervslivet, især de små og mellemstore virksomheder, som vi gerne vil give en mulighed for at byde ind på opgaver hos det offentlige, siger politisk ordfører Carina Christensen (K).

Et stort fejlskud
Også arbejdsgiverne advarer imod idéen.

- Det er et fejlskud af de helt store. Det vil gøre, at lærlingene ikke vil blive ansat, fordi der er brug for dem, men fordi man skal leve op til klausulerne, siger chefkonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening Simon Neergaard-Holm.

De nyeste tal viser, at 8709 unge mangler en praktikplads.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere