Der er grænsebomme på vej ved Frøslev

Regeringen er på vej til at opføre bomme, stoplys og skilte, der beder bilister stoppe ved dansk-tysk grænse

Mens regeringen igen og igen har afvist, at der bliver tale om grænsebomme ved den dansk-tyske grænse, har Vejdirektoratet 5. maj sendt opgaven med at opføre et anlæg til grænsekontrol på motorvejen i Frøslev i udbud.

Det skriver Politiken.

Projektet blev aftalt i 2008 som led i en finanslovaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance for "at styrke kontrollen ved grænseovergangen" og for at sikre "bekæmpelsen af menneskesmugling og smugling af narkotika".

Partierne afsatte 10 mio. kroner til anlægget, der ifølge udbudsmaterialet blandt andet skal indeholde "2 bomme" og "2 L-master med stopblink".

De rød-hvide bomme skal være henholdsvis 4 og 3,5 meter lange og dække hele vejbanen og nødspor. Der er indgået en samarbejdsaftale mellem Danmark og Tyskland om anlægget.

Alligevel afviste finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fredag kategorisk, at der vil blive sat grænsebomme op som led i den nye aftale med Dansk Folkeparti.

- Jeg kan jo høre i mange af jeres reportager, at der tales om grænsebomme. Er der noget, der ikke er tale om, er det grænsebomme, sagde finansministeren.

Ifølge EU-ekspert Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, kan man ikke ud fra anlæggets udseende afgøre, om det er i strid med den Schengen-aftalen, som sikrer åbne grænser mellem medlemslandene:

- Det kommer an på, hvordan man udmønter det i praksis, siger hun og kalder sagen "absurd".

- Ingen ved tilsyneladende noget om, at anlægget er sendt i udbud, og det lyder som en ret massiv foranstaltning, der er aftalt i et godt samarbejde med Tyskland, siger Marlene Wind.

Anlægget skal gøre det lettere og mere sikkert for tolderne fra Skat at udføre stikprøvekontrol ved grænsen.

I dag må tolderne stille sig i vejkanten med lamper for at tvinge bilisterne, der kommer med 110 km i timen, ned i fart, før de vinker dem ind til toldkontrol.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere