Seidenfaden skaber ravage fra graven

Tøger Seidenfaden var udmærket klar over, at det var kontroversielt at afsløre Tamilsagens hemmeligheder

Tøgers ræsonnement var, at nu var det mange år siden, og at Gammeltoft-Hansen jo ikke som sådan havde begået noget ulovligt, mener forfatter bag portrætbog om Seidenfaden. (Foto: Jacob Ehrbahn)
Tøgers ræsonnement var, at nu var det mange år siden, og at Gammeltoft-Hansen jo ikke som sådan havde begået noget ulovligt, mener forfatter bag portrætbog om Seidenfaden. (Foto: Jacob Ehrbahn)

Selv i døden kan Tøger Seidenfaden få folk op i det røde felt.

I en ny portrætbog bryder den nu afdøde tidligere chefredaktør for Politiken med alle regler om kildebeskyttelse og afslører, at det var Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, der var hemmelig kilde til en række afslørende artikler om Tamilsagen i Weekendavisen.

Forfatteren til bogen om Tøger Seidenfaden, journalisten Stig Andersen, mødtes i månederne op til chefredaktørens død 27. januar i år, omkring 15 gange med ham. De fleste gange i Tøger Seidenfadens hjem i Gentofte.

Det var også her, at han i sin store, røde sofa løftede sløret for Tamilsagens hemmeligheder.

Og ifølge Stig Andersen, så var Seidenfaden udmærket klar over, at udleveringen af Hans Gammeltoft-Hansen ville skabe ravage .

- Tøger var godt klar over, at det her var kontroversielt, men han besluttede sig for, at den her historie ville han gerne fortælle - også selv om det kunne give Gammeltoft-Hansen nogle problemer.

- Hans ræsonnement var, at nu var det mange år siden, og at Gammeltoft-Hansen jo ikke som sådan havde begået noget ulovligt, og så var Tøger jo meningsmager i den slags situationer, og for ham havde det at beskytte en kilde ikke samme baggrund og valør som for dig om mig som journalister, siger han.

En over snotten
Selv om Tøger Seidenfaden var dødssyg af kræft og godt var klar over, at han formentlig ikke ville overleve, da han i månederne før sin død gav interview til bogen, så mener Stig Andersen ikke, at der som sådan var tale om et skrifte.

- Tøger var lige til det sidste fuldstændig ved sit fulde fem i alle de samtaler, vi havde.

- Vores samtaler var tilrettelagt over meget lang tid, og vi havde talt om emnerne i bogen på et tidspunkt, hvor det ikke så ud, som om at han skulle dø. Så det var ikke noget med, at han lige pludselige tænkte, at nu skulle han fortælle den her historie, siger han.

Bogen ryger i boghandlen om en uge, og ifølge Stig Andersen, er der flere personer, der får en 'sidste' hilsen fra Tøger Seidenfaden.

- Der kommer historier om nogle forløb, hvor han går tæt på enkelte personer om, hvad de gjorde de og sagde.

- Og det er markante mennesker i det her samfund, der får nogle over snotten både inden for politik og avisverdenen.

Tamilsagen år for år

1987: Justitsminister Erik Ninn-Hansen bremser for familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Det udløser klager til Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, der går i gang med en undersøgelse.

1988: Undersøgelsen bliver standset, da Folketingets Retsudvalg på initiativ af Grethe Fenger Møller tager sagen op.

1989: Ninn-Hansen går i januar af som justitsminister. Ombudsmanden kritiserer sagsbehandlingen vedrørende familiesammenføringerne.

Statsminister Poul Schlüter siger fra Folketingets talestol de berømte ord om, at der ikke er fejet noget ind under gulvtæppet.

1990: Folketinget nedsætter en undersøgelsesret til at gennemgå sagen.

1991: Journalist Nils Ufer, som dækker Tamilsagen for Weekendavisen, skriver i en artikel, at de første afhøringer for lukkede døre i undersøgelsesretten er så belastende for Ninn-Hansen, at det kan føre til en rigsretssag.

1993: Undersøgelsesretten retter i sin beretning stærk kritik af Ninn-Hansens og flere embedsmænds rolle i sagen. Ninn-Hansen og Schlüter kritiseres for at give Folketinget forkerte oplysninger. Regeringen træder tilbage. Folketinget rejser rigsretssag mod den tidligere justitsminister.

1995: Rigsretten idømmer Ninn-Hansen fire måneders betinget fængsel. Retsudvalgets daværende formand, Grethe Fenger Møller, får betinget fængsel for falsk forklaring for undersøgelsesretten. Flere embedsmænd får kritik.

2011: I en ny portrætbog afslører nu afdøde Tøger Seidenfaden, at Gammeltoft-Hansen var kilde til Nils Ufers artikler om Tamilsagen.

Kilde: Politiken.

Fakta om Tøger

Født 28. april 1957 i København.

Opvokset i Danmark og Frankrig.

Blev ramt af modermærkekræft i 2003. Flere gange så det ud, som om han havde vundet over kræften, men i november 2010 kom den tilbagem og 27. januar 2011 tog kræftsygdommen livet af ham. Han efterlod sig hustru og tre børn.

Uddannet i statskundskab i Aarhus, Paris og på universitetet Yale i USA.

1985-87 udenrigsredaktør for Weekendavisen.

1987-92 chefredaktør for Weekendavisen.

1992-93 administrerende direktør for TV2.

1. oktober 1993 og frem til sin død ansvarshavende chefredaktør på Politiken.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere