Ørum fik landbrug for ja til grænseaftale

Støtte til landbruget har betalt kristendemokraten Per Ørum Jørgensens stemme til grænseaftalen.

Yngre landmænd får lettere adgang til at låne penge, og landbruget får større adgang til risikovillig kapital.

Det er en del af betalingen for kristendemokraten Per Ørum Jørgensens støtte til regeringens aftale om grænsekontrol.

- Vi har haft gode drøftelser, og for mig har det været vigtigt at styrke landbrugets udviklingsmuligheder, siger Per Ørum Jørgensen og fortsætter:

- Derfor har vi lavet en aftale om at give landbruget adgang til den fond på 10 milliarder kroner i risikovillig kapital, som det blev aftalt at oprette i forbindelse med finansloven.

Unge landmænd får let til lån
Derudover har kristendemokraten sikret bedre forhold for især de unge landmænd.

- Der kommer en aftale, så yngre landbrugere kan få lettere ved at låne. Så grundlæggende er der store udviklingsmuligheder for landbruget efter nogle år, hvor landmændene har været presset, siger han.

Ingen sygehus-snak
Per Ørum Jørgensen har tidligere kæmpet indædt for sygehusene, og netop sygehusene var årsagen til, at han forlod 2020-forhandlingerne.

Men selv om sygehusene ikke er med i hans nye aftale med regeringen, er kristendemokraten alligevel tilfreds.

- I forhold til sagens alvor har det været vigtigst at sikre, at der kommer ro omkring grænseaftalen. Og vi har hele tiden været positivt stemt over for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, siger Per Ørum Jørgensen om sin opbakning til planen.

Schengen-præcision afgørende
Det er blevet præciseret i aftalen, at den skal leve op til Schengenaftalen. Det har været afgørende for ham.

- Det står klart i aftalen, at kontrollen skal leve op til Schengen. Og det er det vigtigste for mig. Og når vi er med i aftalen, har vi mulighed for at følge op på, at det også sker, siger Per Ørum Jørgensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere