Jurist: Grænseaftale strider mod Schengen

Aftalen om øget grænsekontrol kolliderer med Schengenaftalen, siger jurist, som forventer EU-tæsk til Danmark

Grænsekontrollen er en tabersag. (Foto: Finn Frandsen)
Grænsekontrollen er en tabersag. (Foto: Finn Frandsen)

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti, der skærper kontrollen ved Danmarks grænser, strider klart mod Schengen-reglerne, skriver Information fredag.

Det fastslår jurist Gerd Battrup fra Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, som har nærlæst aftaleteksten.

- Det, der lægges op til i forliget, er politimæssige opgaver, som ligger langt ud over, hvad EU-Kommissionen vil godkende som toldarbejde, siger hun.

Gerd Battrup henviser til, at toldere har bemyndigelse til at foretage stikprøvekontrol af rejsende for at undersøge, om de medbringer varer, der ikke må indføres, eller om de forsøger at undgå at betale moms eller afgifter af varer.

Desuden har de visse opgaver i forbindelse med bekæmpelse af narkokriminalitet.

- Men det betyder ikke, at kriminalitetsbekæmpelse generelt er en opgave for toldkontrollen. Og en række af de opgaver, der oplistes i VKO-forliget, er klart politimæssige, siger juristen fra Syddansk Universitet.

Hun henviser til, at toldkontrollen blandt andet skal modvirke socialt bedrageri og kriminalitet begået af udenlandske bander.

- Det nytter ikke noget at forklæde politiefterforskning som toldarbejde. Danmark vil få tørre tæsk ved EU-Kommissionen for det her, lyder det.

Gerd Battrup hæfter sig særligt ved, at regeringen og DF planlægger at indføre videoovervågning af de rejsende, der krydser grænsen, og at sænke trafikkens hastighed for at fordele den ud på seks vejbaner med kontrolposter.

- Det må man ganske enkelt ikke ifølge Schengen-reglerne. Pointen er, at der skal sikres uhindret, fri bevægelighed over grænserne. Og derfor må man på ingen måde indføre noget, der bare kunne minde om fast grænsekontrol, siger hun.

Også andre eksperter sætter spørgsmålstegn ved, om VKO's aftale er lovlig.

Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, er overbevist om, at regeringen og Dansk Folkepartis planer ikke kan gå igennem hos EU-Kommissionen, sådan som aftalen ser ud nu, skriver Information.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere