Selv om kritikken hagler ned, og flertallet vakler, så er finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) overbevist om, at han kan samle flertal for regeringens forslag om øget kontrol ved de danske grænser.
Claus Hjort Frederiksen vil ikke sige hvordan, men at han 'fører samtaler med folk', som han ikke vil sætte navn på, siger han. Og det bliver der formentlig god brug for.
Læs: Radikale: Grænsesagen er ikke drilleri
Der mangler tre stemmer
Udmeldingen fra Claus Hjort Frederiksen kom, før det stod endeligt klart, at regeringen ikke kan få vedtaget aftalen i Folketingets Finansudvalg. Her har regeringspartierne og Dansk Folkeparti flertal med 9 ud af 17 medlemmer.
Læs: Om igen, Peter Christensen!
Men Socialdemokraterne, SF og De Radikale får nu sagen flyttet til folketingssalen, og her er regeringens flertal i fare. I folketingssalen har V, K og DF nemlig kun 87 mandater og mangler således tre stemmer.
Ja fra Færøerne og Tyrkiet
Claus Hjort Frederiksen kan dog formentlig regne med stemmerne fra løsgængeren Pia Christmas-Møller og færingen Edmund Joensen, der regnes med i den 'blå blok'.
Læs: Grænseaftale strider mod Schengen
Tidligere på dagen sendte Pia Christmas-Møller en sms til Ritzau under sin udsendelse som valgobservatør for OSCE i Tyrkiet.
I sms'en fastslår hun, at hvis aktstykket om grænsekontrollen bliver rykket til afstemning i Folketingssalen, står hun ved sine aftaler.
- Jeg står ved de aftaler og forlig, jeg indgår. Vel at mærke på de aftalte og oplyste vilkår og givne information - som altid, skriver Pia Christmas-Møller fra Ankara, Tyrkiet.
Hvem bliver nummer 90
Dermed kan Claus Hjort Frederiksen mønstre 89 stemmer og mangler blot det 90. mandat. Meget taler for, at det kan blive Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, som fredag formiddag ikke afviste at stemme for regeringens aftale.
Læs: Lille Per er Borgens mest omsværmede
Også løsgængeren Christian H. Hansen fra partiet Fokus kunne være en mulighed, men han er ikke blevet kontaktet af regeringen.
- Vi er forhandlingsvillige, siger han.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.