Grænsesagen er en seriøs tabersag

Smilene falmer - regeringen har ladet DF triumfere i sag om grænsekontrol, og det rammer hårdt nu, mener den politiske kommentator Hans Engell

Humøret var højt i Finansministeriet den dag, da regeringen og Dansk Folkeparti var blevet enige om at øge grænsekontrollen som gengæld for, at DF var gået med til at forringe efterlønnen drastisk. Men nu er der ikke helt så meget at le ad. (Foto: Jens Dresling)
Humøret var højt i Finansministeriet den dag, da regeringen og Dansk Folkeparti var blevet enige om at øge grænsekontrollen som gengæld for, at DF var gået med til at forringe efterlønnen drastisk. Men nu er der ikke helt så meget at le ad. (Foto: Jens Dresling)

Sagen om regeringens aftale med DF om øget grænsekontrol er ved at udvikle sig til en seriøs tabersag for regeringen, og den risikerer at køre hele sommeren over. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Senest er skatteminister Peter Christensen kommet i problemer på grund af et rundspørge til de øvrige EU-lande om deres brug af grænsekontrol, og samtidig stiger kritikken af aftalen fra brede sider af dansk erhvervsliv.
Læs: Sådan siger de om dansk grænsekontrol

- For V og K er dette meget problematisk. For det første står de nu med en meget massiv kritik fra erhvervslivet, anført af Dansk Industri, og for det andet er der mange af deres vælgere, som er meget tro europæere og i forvejen kritiske over for, at regeringen i 10 år har måttet taget store hensyn i EU-spørgsmålet på grund af Dansk Folkeparti, siger Hans Engell.
Se: Søren Pind i vildt forsvar for grænsekontrol

Vindersag blev tabersag
Også en anden kommentator med borgerlig baggrund, Berlingske Tidendes Thomas Larsen, kalder grænsekontrolsagen for en tabersag .- oven i købet 'en vindersag, der blev en tabersag:

- Sagen kan eksplodere og har potentiale til at køre store dele af sommeren. Den kan blive stærkt generende for regeringen, siger han - som Hans Engell med særlig henvisning til Dansk Industris holdning.

Thomas Larsen hæfter sig også ved, at Tyskland har reagerer kraftigt imod grænsekontrolplanen.

-Tyskerne er ved at få et dårligt billede af Danmark. Deres politikere angriber os i fuldt dagslys, og deres satirikere gør simpelthen grin med os, siger Thomas Larsen.
Se: Tysk tv-satire om Danmarks grænsekontrol

Aftalen om øget toldkontrol ved grænserne er en del af den 'betaling', Dansk Folkeparti har fået for at støtte regeringens 2020-plan, der blandt andet indeholdt massive nedskæringer i efterlønnen.

Modsat rettede interesser
- DF og regeringen har haft modsat rettede interesser i denne sag. DF vil gerne markedsføre grænsekontrollen som, at nu vender vi tilbage til tidligere tiders stramme kontrol ved grænsen, siger Hans Engell.
Læs: Om igen - EU-grænser har ikke døgnvagt

- VK har ikke ønsket at genere DF, for det vil være det samme som at sige, at de har ladet sig betale billigt for massakren på efterlønnen, tilføjer Engell.

- Regeringen har ladet DF triumfere, og man ikke har selv fået præciseret, at der er tale om en kontrol med begrænset rækkevidde, og så kommer man i problemer, for symbolværdien omkring netop det emne er så stor.

En sommerføljefon, som kører i ugevis
Hans Engell vurderer, at de seneste dages grænsedebat spolerer statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) planer om at bruge sommeren på at diskutere 2020-plan og ikke mindst skyde oppositionens økonomiske plan ned.

- Grænseaftalen kan risikere at blive en sommerføljeton, der kan køre i ugevis i medierne. Og så er det op ad bakke for regeringen, siger Hans Engell.

Thomas Larsen mener, at regeringen har sjusket med grænseplanen:

- Mere og mere tyder på, at regeringen ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. Den har ikke undersøgt grundigt nok, hvor langt den kunne gå og stadig holde sig inden for Schengen-aftalen, skriver Berlingske-kommentatoren.



Sådan har skatteminister Peter Christensen fået svarene om andre EU-landes grænsekontrol

* Folketinget bad i maj skatteminister Peter Christensen (V) om at oplyse, om der er andre lande inden for Schengen-samarbejdet, der har døgnbemandede grænseovergange og i givet fald hvilke.

* Skat iværksatte en rundspørge af generel karakter inden for Skats kontaktnetværk i de europæiske toldadministrationer i de EU-lande, som deltager i Schengen-samarbejdet.

* Spørgsmålet havde følgende ordlyd: 'Eksisterer der i landet toldsteder placeret ved indre grænse, som har åbent dagligt 24 timer? Vi går ud fra, at der findes sådanne toldsteder ved de ydre grænser for eksempel i havne eller lufthavne, men eksisterer der også sådanne toldsteder ved indre grænse?'.

* Alle lande undtagen Italien og Grækenland svarede. Langt de fleste svarede, at de ikke har døgnbemandede grænseovergange.

* Seks lande - Tyskland, Portugal, Finland, Sverige, Litauen og Polen - svarede, at de har nogle få døgnbemandede grænseovergange. Svarene blev givet af kontaktpersonerne - og de seks svar var ifølge Skat af lidt uensartet karakter.

* De fem af landene svarede, at de har en til to døgnbemandede grænseovergange - for eksempel har Tyskland på grænsen mod Polen og Tjekkiet.

* Sverige svarede, at man tilstræber at have toldere på grænsen mod Danmark 24 timer i døgnet.

* Skat understreger, at der svares på, om man har døgnbemandede grænseovergange. Der svares ikke på, hvad man bruger denne døgnbemanding til, herunder i hvor høj grad bemandingen anvendes til kontrol.

Kilde: Skat via Ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere