Uro i DF om Libyen-mission

DF trækker ikke støtten til missionen i Libyen. Det siger Søren Espersen efter udmelding fra forsvarsordfører

Danmark skal fortsat have kampfly på vingerne over Libyen.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, efter at partiets forsvarsordfører, Ib Poulsen, tirsdag meddelte, at han vil indstille til folketingsgruppen, at DF trækker støtten til missionen.

- Ib Poulsens udtalelser om, at DF trækker sin støtte til Libyen-missionen, må stå for Ib Poulsens egen regning. Hans forslag har ikke været drøftet med ledelsen, og DF er loyale i den opbakning, vi har givet til det beslutningsforslag, som ligger, siger Søren Espersen.

Danmark har ydet rigeligt
Ifølge Ib Poulsen har Danmark ydet et stort bidrag ved at være et af de første lande, som greb ind for at stoppe den libyske leder, Muammar Gaddafis, angreb på civile. Nu må andre lande tage over, mener han:

- Vi har endnu ikke diskuteret det færdigt i folketingsgruppen, men min anbefaling til gruppen er, at vi siger nej til at støtte yderligere. Vi har bidraget med vores, og Danmark står med nogle store økonomiske udfordringer, siger Ib Poulsen.

DF ændrer ikke holdning
Han skal dog ikke regne med at få opbakning fra gruppen, når spørgsmål skal diskuteres i de kommende uger, fastslår Søren Espersen:

- Ib Poulsen må selvfølgelig indstille, hvad han har lyst til til folketingsgruppen, men Dansk Folkepartis holdning er ikke ændret, siger Søren Espersen i en kommentar.

Mandat skal snart genforhandles
Udmeldingen kommer få uger før, at forligspartierne bag Libyen-missionen - det vil sige alle partier i Folketinget på nær Enhedslisten - skal genforhandle mandatet til missionen.

I Libyen har de danske kampfly gennemført 268 missioner og kastet 473 præcisionsbomber. Hver bombe koster det samme som en personbil, og dermed har missionen foreløbigt kostet statskassen lige så mange penge, som det vil koste at aflønne 500 pædagoger i et år.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere