Skatteministeren kommer efter skyldnere

Danskerne skylder nu 36,5 mia. til staten og kommunerne. Nu skal kurven knækkes, forsikrer skatteministeren

Skatteminister Peter Christensen (V). (Arkivfoto: Jan Sommer)
Skatteminister Peter Christensen (V). (Arkivfoto: Jan Sommer)

Skatteminister Peter Christensen (V) kommer efter de danskere, som ikke betaler deres gæld til det offentlige.

Truslen kommer, efter at en opgørelse har vist, at gælden - eller restancerne - til kommunerne de seneste fem år er steget med 85 procent eller fra 4,5 milliarder kroner og til 8,3 milliarder kroner i 2010.

I samme periode - fra 2006 og til 2010 - er gælden til staten steget med 56 procent eller fra 18 milliarder kroner og til 28 milliarder kroner.

I alt skyldte vi sidste år 36,5 milliarder kroner.

- Det er klart, at der er nogle mennesker som ikke er i stand til at betale, men så må man betale af på sin gæld i forhold til det, man kan - også selv om det vil tage mange, mange år at få den ud af verden, siger skatteministeren.

Peter Christensen afviser samtidig, at eksplosionen i gælden til det offentlige skyldes, at skiftende skatteministre fra 2001 og til i dag skåret en tredjedel af medarbejderne væk, så han i dag har 4000 færre ansatte under sig.

Ifølge Socialdemokraterne og SF medfører de færre medarbejdere, at Skat simpelthen mangler mandskab til at få kradset milliarderne ind.

- Der er ikke nogen sammenhæng. Det, som for alvor har fået beløbene til at stige, er, at finanskrisen i 2008 har sat sit store spor.

Mens den samlede gæld til staten og kommunerne i 2007 var på 23,9 milliarder kroner så voksede den i 2008 til 31,2 milliarder kroner, og nu skal kurven knækkes.

Skatteministeren henviser til, at han har "sat en masse skibe i søen" herunder forbedrede it-systemer, ligesom ens løn nu kan blive tilbageholdt til betaling af gælden til det offentlige.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere