Pia K. stak af fra livvagterne

DF-formanden lever under konstant overvågning af politiet -  end ikke en tur i Netto eller på Strøget kan politikeren tage uden at informere sine vagter

EKSTRA har været med Pia Kjærsgaard på charmetur. (Foto: Klavs Bo Christensen)
EKSTRA har været med Pia Kjærsgaard på charmetur. (Foto: Klavs Bo Christensen)

De er der altid. På Borgen. På Strøget. I Netto. Til privatfesterne.

I dag har Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, vænnet sig til at blive mandsopdækket af livvagter.

Men sådan har det ikke altid været. Ved en konfirmationsfest hos naboen i 2006 blev det for meget.

Pia stak simpelthen af.

Grænseoverskridende
– Det var grænseoverskridende for mig at erkende det, og jeg var nødt til at få det endevendt i mine tanker, fortæller Pia Kjærsgaard i et stort portrætinterview i Ekstra Bladets lørdagsmagasin EKSTRA.

Festen blev holdt, mens Muhammed-krisen flammede, og to livvagter er diskret med for at passe på DF-lederen.

De konkrete trusler mod hende var optrappet efter Ekstra Bladets afsløring om, at Det Islamiske Trossamfund havde hende på en såkaldte hadeliste.

Pia K. vidste instinktivt, at fra nu af ville ordningen med livvagter blive permanent, en vedvarende indgriben i hendes liv.

Listede ud med hunden
Derfor gik hun hen under aften over i sit eget hus, tog sin hund og listede i trods – selv om livvagterne var i nærheden – ud ad døren for at gå en sidste tur på fribasis.

– Jeg tog nogle dybe indåndinger, mens jeg gik rundt om Gentofte Sø. Jeg skulle have på plads, at min tilværelse fra nu af blev anderledes. Jeg måtte vænne mig til at skulle leve på en måde, som ville påvirke hele mit liv og min familie, siger Pia Kjærsgaard til EKSTRA.

Det fik hun ret i. Hun skal sms’e en time i forvejen i weekenden, hvis hun skal noget, der ikke er aftalt dagen før. Hun kan ikke gå i Netto eller på Strøget alene, de er altid med. På den anden side kan hun nu slappe af. Behøver ikke hele tiden at se sig over skulderen eller frygte en galning, når hun er til offentlige møder.

På 12 timers charmetur
Det betyder, at hun kan koncentrere sig om at udføre sit arbejde. Og det er hun - alt til trods - forrygende dygtig til.

Pia Kjærsgaard samler 14 procent af danskerne. Hun har bygget sin politiske karriere på en sikker fornemmelse af, hvor skoen gnaver. Hun kender bedre end nogen kogepunktet for den mavesyre, der skvulper i folkesjælen – især hvad angår udlændingepolitikken – og den viden har hun taget sig betalt for i de år, hun har holdt hånden under den borgerlige regering.

EKSTRA har fulgt i hælene på DF-lederen – inklusive livvagter – på en 12 timer lang charmetur i hendes egen valgkreds for at finde ud af, hvad det er, hun kan med mennesker – og hvorfor næstekærligheden stopper ved ’de solbrændte’.



0 kommentarer
Vis kommentarer