Valgsyg politiker forstyrrede morgentrafikken

De Konservative gør sig igen uheldigt bemærket i valgkampen. Casper Strunge forstyrrede ifølge trafikradioen morgentrafikken i Nordsjælland, da han stod og flagrede med banner og skilte ved en motortrafikvej

Casper Strunges valgkamp på motorvejen gik ikke helt efter hensigten. Det er Strunge yderst til højre. (Foto: Ole Steen)
Casper Strunges valgkamp på motorvejen gik ikke helt efter hensigten. Det er Strunge yderst til højre. (Foto: Ole Steen)

Det virker som, flere af de unge, konservative folketingskandidater er ivrige grænsende til det overivrige for at blive valgt ind ved det valg, som ikke engang er udskrevet endnu.

Først var det kamphanen Rasmus Jarlov - både elsket og forhadt i København for sin modstand mod Ungdomshuset - som, stik imod sit eget værdisæt, overtrådte loven, da han 13. maj begyndte at klistre valgplakater af sig selv op i København.

Læs også: Ups, Rasmus, hvor er du (nu) henne?

Og onsdag morgen var det så Casper Strunges tur. Han blev til grin i trafikradioen, hvor man kunne oplyse, at han var skyld i ekstra lange køer i Nordsjælland, fordi han stod i vejkanten ved motortrafikvejen i Hillerød og flagrede med et banner og flere valgskilte.

Bedre trafikforhold en mærkesag
Det komiske er, at en af 37-åriges Strunges helt store mærkesag er trafikken, som han ikke synes glider ordentligt i Nordsjælland.

Han vil have udvidet Hillerødmotorvejen for at effektivisere trafikken, hvilket også kunne læses på hans banner, men denne morgen måtte han altså tage på sin kappe, at han - ifølge trafikradioen - var til gene for trafikken under sin charmeoffensiv i myldretiden fra 7 til 9.

Skete med vejdirektoratets accept
Casper Strunge, der stiller op til folketingsvalget i Hillerød-Kredsen, tager omtalen med sindsro.

- Jeg er beæret over omtalen i trafikradioen, men vil nu ikke tage hele æren for, at der var trafikprop. Vi havde valgt at stå i en sammenfletning, hvor der er prop hver morgen. Det var clearet med både politi, kommune og vejdirektoratet, at vi stod der, siger han til ekstrabladet.dk.

Altid valgkamp
Han mener desuden, at det er helt naturligt at tage hul på valgkampen allerede nu.

- Jeg er altid i valgkamp, og jeg tror, man vinder på den lange bane, når man hele tiden gør opmærksom på sine mærkesager. Men naturligvis optrapper både jeg og andre vores indsats op til folketingsvalget, siger Casper Strunge.

0 kommentarer
Vis kommentarer