Det siger de om Villy og Thornings 2020-plan

Oppositionen mener, at deres 2020-plan giver holdbarhed og bedre strukturel balance, men det er langt fra alle, der er enige med Helle og Villy

Det er langt fra alle, der er imponerede over oppositionens 2020-plan(Foto: Jakob Jørgensen)
Det er langt fra alle, der er imponerede over oppositionens 2020-plan(Foto: Jakob Jørgensen)

I kølvandet på S og SFs 2020-plan, der blev fremlagt tidligere i dag, møder opppositionen nu kritik. Det er langt fra alle, der er enige i, at planen 'giver holdbarhed på lang sigt og bedre strukturel balance' som Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, forsvarer planen med.

Regeringen er svært utilfreds og mener, at oppositionens 2020-plan vil have den konsekvens, at arbejdspladser vil blive flyttet til udlandet.

Lars Barfoed, justitsminister og formand for De Konservative:

- Jeg konstaterer, at S og SF vil beskæftigelsen det bedste - i Kina. For det er hertil, de vil eksportere danske arbejdspladser.

Vil tage ansvar
Fagforeningerne er dog knap så skeptiske og ønsker at tage ansvar for, at Danmark hurtigst muligt kommer ud af den økonomiske krise og tilbage på rette spor.

- Vi kan være i Finansministeriet 12 minutter efter, at en ny finansminister ringer. Vi er så klar til at tage vores del af ansvaret for at få Danmark ud af krisen. Og det indebærer, at vi selv bidrager, siger LO-formand, Harald Børsting.

Per Erik Skov Christensen, forbundsformand i 3F:

- Trepartsforhandlingerne skal gå i gang kort tid efter et regeringsskifte, og jeg håber da, at arbejdsgiverne møder velforberedte med bud på, hvordan de kan bidrage til en sund økonomisk udvikling i Danmark.

Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA:

- Det Radikale Venstre har jo mildest talt ikke gjort vejen nemmere for oppositionen. Kommer amputationen af efterlønnen og halveringen af dagpenge til at stå ved magt, så er trepartsforhandlingerne jo nærmest interesseløse, fordi spareøvelsen har overhalet behovet for at skaffe indtægter ved at arbejde mere.

Kim Simonsen, formand for HK:

- Lige nu i dansk politik findes to veje til en holdbar økonomi. Regeringen og Dansk Folkepartis vej med nedskæringer, der rammer de svageste, eller S-SF's vej, hvor vi investerer i uddannelse og arbejder os ud af krisen.

Jørn Neergaard Larsen, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening:

- Planen er økonomisk ønsketænkning i metermål.

Søren Friis Larsen, underdirektør i Dansk Erhverv:

- Ros til S og SF for at fremlægge en konkret plan. Men regeringen fører stadig på point, når det gælder realismen.

Frida Frost, formand for Ingeniørforeningen:

- Det er tvingende nødvendigt, at fokus bliver flyttet fra, hvordan vi kan spare os til en kortvarig forlængelse af vores velfærdssamfund til, hvordan vi kan skabe vækst. Derfor kan jeg kun bifalde, at der nu også lægges op til, at Danmark kommer i arbejdstøjet og tænker langsigtet.

Usikker, økonomisk plan
Mads Lundby Hansen, cheføkonom i Cepos:

- Den eneste robuste finansiering, der er i planen, er skattestigninger. Resten af finansieringsplanen handler om funny money og yderst tvivlsomme, dynamiske effekter.

Steen Bocian, cheføkonom i Danske Bank:

- Da udgifterne stiger mere i S-SF's plan end i regeringens plan, så er der naturligvis også behov for mere finansiering. Finansieringen er dog fortsat meget usikker.

Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten:

- Socialdemokraterne og SF lægger op til en vækst i det offentlige forbrug, der er lavere end under Anders Fogh og Lars Løkke. Det vil uundgåeligt betyde nedskæringer i kernevelfærden, og det vil vi arbejde i mod.

Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen:

- Pensionsopsparinger bidrager til, at borgerne kan klare sig selv som pensionister og være uafhængige af de offentlige kasser. Loftet på de 100.000 kroner har den modsatte effekt.

0 kommentarer
Vis kommentarer