Statsministeren revser Pind

Løkke irettesætter integrations- og udviklingsministeren for at kalde menneskerettighedskommissær for idiot

Søren Pind er kommet i unåde hos Statsministeren. (Foto: Peter Hove Olesen)
Søren Pind er kommet i unåde hos Statsministeren. (Foto: Peter Hove Olesen)

- Det ville jeg ikke selv have gjort. Jeg synes ikke, det er passende. Sådan irettesætter statsminister Lars Lykke Rasmussen (V) sin bistandsminister og partifælle, Søren Pind, som i dagbladet Politiken har kaldt Europarådets kommissær for menneskerettigheder, svenskeren Thomas Hammarberg, for "åbenlyst idiot og derfor ikke værd at spilde tid på.

- Søren Pind er jo kendt for at have et betydeligt frisprog. Og det bruger han også her, bemærker statsministeren også.

Ikke større skideballe
Han har ikke tænkt sig at tage fat i kraven på Søren Pind for at skælde ham ud.

- Søren Pind ser nok også fjernsyn, siger statsministeren til spørgsmål herom under et pressemøde i Aarhus sammen med Europakommissionens formand, José Manuel Barosso.

Søren Pinds beskyldning mod Hammarberg er ministerens kommentar i Politiken til kritik fra kommissæren af, at en række EU-lande ikke gør nok for at hjælpe Italien med de akutte flygtningeproblemer i kølvandet op opstandene i Nordafrika.

Deres svigt skyldes, at de "frygter reaktionen fra partier på den yderste højrefløj", siger kommissæren.

- Mange politikere mander sig ikke op i krisen. Det er trist og vidner om en slags moralsk forfald i landenes politiske strukturer, siger Thomas Hammarberg.