Rød blok fastholder forspringet

For tredje måned i træk peger Megafons målinger på et regeringsskifte ved næste valg

På valgdagen i 2007 fik regeringen og Dansk Folkeparti 53,8 procent af stemmerne, mens oppositionen måtte notere 46,2 procent.

I dag er det oppositionen, der står til 53,8 procent, mens magthaverne i ministerkontorerne må skæve nervøst til de 46,2 procent i Megafons måling for Politiken og TV 2.

Det er tredje måling i træk fra Megafon, hvor rød blok fører solidt over blå.

Den kommer efter en måned, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) smed Birthe Rønn Hornbech (V) ud af Integrationsministeriet og forfremmede Peter Christensen (V), Troels Lund Poulsen (V) og Søren Pind (V) i ministerrokaden.

I målingen får Socialdemokraterne 28,9 procent, SF 14,3, Enhedslisten 3,2 og De Radikale går frem til 6,7.

I blå blok får Venstre 20,9 procent, Dansk Folkeparti 12,8, Liberal Alliance 6,6 og De Konservative er nede på 5,3 procent.

/ritzau/