Venstre bruger børn til tv-propaganda

Nordkoreansk propaganda er nyeste skridt i dansk politik - Venstre bruger nu deres egne børn i video, hvor politiske modstandere skal svines til

Børn er det nyeste våben i Lars Løkkes forsøg på at holde fast i magten.
Børn er det nyeste våben i Lars Løkkes forsøg på at holde fast i magten.

- Kender du Lars Løkke? Tror du, han vil tage dine penge?

Sådan lyder det forførende og meget manipulerende spørgsmål til et lille uskyldigt barn i en Venstre -video, der er lagt ud på YouTube, skriver Ekstra Bladet Torsdag.

I må ikke vise den
ekstrabladet.dk kontaktede torsdag morgen Venstres kæmpe pressetjeneste.

Og selvom man gerne lægger propaganda ud på nettet, så afviste pressefolkene bestemt, at læserne på ekstrabladet.dk kan se videoen her på sitet. Og vi kunne ikke få nogen forklaring på afslaget.

Derfor kan du - indtil Venstre eventuelt fjerner videoen - se den her.

Den store V-leder
Under titlen ' Børn og den svære økonomi' har Venstres informationsafdeling i bedste nordkoreanske og gamle østtyske propagandastil lavet en videofilm, hvor fire små uskyldige børn lirer de remser af, som de har fået at vide, de skal sige.

Da børnene bliver spurgt, hvad de synes om Helle Thorning-Schmidt ( S), lyder svaret: - Hun vil tage vores penge ( underforstået vil sætte skatterne op, red.).

Hvis man skal oversætte videoen, vil vi i fremtiden ikke længere høre om Lille Lars fra Græsted, men snarere om Venstres store elskede leder, så han kommer til at ligne Nordkoreas gamle leder Kim Il-sung.

DDR-minder
Det giver mindelser tilbage til DR-journalisten Torben Stenos film DDR2, hvor man så et klip, da DDR's tidligere diktator Erich Honecker hold en tale for de unge kommunister i FDJ.

Efter talen hyldede en ung pige onkel Erich.

Dengang skortede det ikke på forargelsen selv fra Venstre -folk, men i dag har piben fået en anden lyd.

- Jamen, vi lavede filmen som et muntert indslag til vores landsmøde i november.

Det var slet ikke meningen, at den skulle videre ud, men mange ville gerne se den igen. Derfor lagde vi den ud på YouTube, siger Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussen, til Ekstra Bladet.

Klamt
Den tror Socialdemokraternes undervisningsordfører, Christine Antorini, ikke på.

- Det er klamt, og jeg frygter, hvad Venstre kan finde på, når vi for alvor kommer ind i valgkampen, siger Christine Antorini.

- Videoen giver mig mindelser om film, jeg har set fra totalitære stater som Nordkorea og DDR.

- Der brugte man den laveste fællesnævner ved at skubbe børnene frem i propagandaen.

Det er simpelthen usmageligt, siger Christine Antorini.

Ikke ulovligt
Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet, bryder sig heller ikke om videoen.

- Det er ikke ulovligt, men det er usmageligt, siger Lisbeth Zornig Andersen.

- Generelt skal man ikke bruge børn på de voksnes arena, og slet ikke, når det drejer sig om politik, fastslår hun.

Under bæltestedet
Peter Hummelgaard Thomsen, der er formand for de unge Socialdemokrater i DSU, bedyrer, at han aldrig ville bruge børn i den politiske kamp.

- I DSU har vi lavet kampagner mod politiske modstandere, der har været under bæltestedet, men jeg ville aldrig bruge mine små søskende for at få et politisk budskab igennem, siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Det mener Venstres partisekretær, Jens Skipper Rasmussen, nu nok, at han har set nogle eksempler på fra andre politiske partier og fagforeninger.

- Vi brugte fire børn, hvis forældre er ansat i Venstre .

Forældrene havde givet deres tilladelse til såvel optagelser som indhold. Det er ikke noget, vi har lavet for reklamens skyld, bedyrer Jens Skipper Rasmussen.

- Skal vi se små Venstrebørn i den kommende valgkamp? - Det har vi ikke tænkt os.

Det var altså bare ment som lidt sjov til vores landsmøde, siger Jens Skipper Rasmussen.

ekstrabladet.dk forsøgte i går forgæves at få videoens bagmand - Sverre Quist - i tale