Danmark ligger ringest i kræftbehandling

Danmark halter bagefter i kræftbehandling sammenlignet med vores europæiske venner, viser ny EU-rapport

En ny sundhedsrapport fra EU viser, at Danmark er blandt de fem lande i EU, hvor flest dør af en kræftsygdom.

Langt flere dør af kræft i Danmark, end i de nordiske lande vi normalt sammenligner os med.

Det viser en nye sundhedsrapport fra EU, som sammenligner sundhedstilstanden i de 27 EU-lande plus fire andre lande - heriblandt Norge.

- Den (kræftdødeligheden, red.) var højest i de central-og østeuropæiske lande og Danmark med over 200 dødsfald per 100.000 indbyggere, lyder en af konklusionerne i rapporten, som bygger på tal fra 2008.

Dermed ligger det danske antal døde af kræft per 100.000 indbyggere - også kaldet dødelighed - i bund-5 med Ungarn, Polen Tjekkiet, Slovakiet og Slovenien.

Til sammenligning ligger Finland og Sverige i top-5 med en dødelighed på under 150, og Norge ligger ligeledes et pænt stykke over EU-gennemsnittet på 186.

Dykker man længere ned i tallene, er det specielt hos kvinderne, at Danmark halter bagefter.

I 2008 døde 186 danske kvinder af kræft per 100.000 indbyggere, og det er den højeste dødelighed blandt alle landene i undersøgelsen

Den gennemsnitlige dødelighed for kvinder, der dør af kræft i EU, er på 136, og igen ligger Sverige og Finland et godt stykke over.

Faktisk er Danmark det eneste land, hvor dødeligheden for kvinder ligger over 180, og kun ét andet land - Ungarn - har en dødelighed på over 160 kvinder.

En del af forklaringen kan sandsynligvis findes ved at se på dødeligheden hos danske kvinder, når årsagen er brystkræft. Her har Danmark nemlig ligeledes en bundplacering, som dog deles med Irland.

Bruxelles /ritzau/