Thorning vil have fred med EL

Tirsdag præsenterer Helle Thorning-Schmidt regeringens forslag til, hvordan den vil hjælpe de mange tusinder, der falder ud af dagpengesystemet

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) rækker en fremstrakt hånd frem til Enhedslisten, når hun ved middagstid tirsdag præsenterer regeringens forslag til, hvordan den vil hjælpe de mange tusinder, der falder ud af dagpengesystemet.

Ekstra Bladet erfarer, at finansminister Bjarne Corydon (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har holdt dybt hemmelige møder de seneste dage for at strikke et kompromis sammen.

Det blev sent mandag eftermiddag præsenteret for statsminister Helle Thorning-Schmidt, uddannelsesminister Morten Østergaard (R) og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF). De seks topministre er alle medlemmer af regeringens magtfulde koordinationsudvalg, der lægger regeringens politik.

Et sikkerhedsnetEfter Ekstra Bladets oplysninger vil man beholde dagpengereformen, hvor man kun kan få dagpenge i to år, og man opretholder genoptjeningsperioden på 52 uger inden for tre år.

Det nye i reformen er, at man laver et sikkerhedsnet for dem, der ikke får et job efter to års ledighed og derfor mister dagpengene.

De skal i stedet have en ydelse, der svarer til kontanthjælp – efter sigende skulle det være bedre – for i modsætning til kontanthjælp skal der i den nye ydelse ikke modregnes, hvis man har en ægtefælle, der har indkomst eller formue.

I modsætning til de tidligere forsøg på at redde de udfaldstruede er den nye aftale mere langvarig i modsætning til akutjobordningen og kursustilbud, som kun virkede et halvt år.

Det nye forslag rækker efter Ekstra Bladets oplysninger frem til 2017.

– Jeg tror, at alle ved, at dagpengeproblemet er en topprioritet for Enhedslisten.

– Vi sidder klar til forhandling, og vi ser frem til at se, hvad regeringen præsenterer, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Ritzau.

0 kommentarer
Vis kommentarer