Troels Lund chokeret over Hækkerups dobbeltsvar

Enten omgår forsvarsminister Nick Hækkerup eller tidligere forsvarschef Knud Bartels sandheden - og det er næppe forsvarschefen, mener Venstre

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og Venstres Troels Lund Poulsen er uenige, om den tidligere forsvarsminister fik en redegørelse forelagt eller ej. (Foto: Joachim Adrian og Miriam Dalsgaard. Collage: ekstrabladet.dk)
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og Venstres Troels Lund Poulsen er uenige, om den tidligere forsvarsminister fik en redegørelse forelagt eller ej. (Foto: Joachim Adrian og Miriam Dalsgaard. Collage: ekstrabladet.dk)

Få timer før dagens møde i Folketingets Forsvarsudvalg har et brev fra tidligere forsvarschef Knud Bartels smidt grus i ministerens maskineri.

I brevet, som TV 2 Nyhederne er i besiddelse af, skriver Bartels til forsvarsministeren, at ministeriets redegørelse til Folketinget om, hvorfor Danmark i efteråret sendte en radar til Afghanistan, er fyldt med fejl.

Læs også: Tidligere forsvarschef angriber forsvarsminister Hækkerup

Desuden skriver Knud Bartels, at han ikke var inddraget i redegørelsen, modsat hvad forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har oplyst Troels Lund Poulsen, MF for Venstre.

Hvad er din reaktion på det?

- Det er selvfølgelig forbløffelse. Og så selvfølgelig også, at jeg er chokeret over, at den der havde ansvaret på det tidspunkt, forsvarschefen, er lodret uenig med det, den nuværende forsvarsminister siger om denne sag, siger Troels Lund Poulsen til ekstrabladet.dk.

- Der er jo en af dem, der ikke har ret. Og jeg har ikke grund til at tro, at det er den tidligere forsvarschef, der siger noget forkert, tilføjer Lund Poulsen.

Han mener, at ansvaret klæber til ministeren.

V og K: 'En meget varm kartoffel'
Venstre og de konservative vil derfor have ministerens svar på, hvorfor Bartels ikke blev inddraget i den redegørelse, man gav Folketinget. Dels hvorfor man har leveret en 'fejlagtig, forkert' redegørelse.

Dels er de borgerligere oppositionspartier også interesserede i departementschefens rolle i sagen.

- Jeg tror allerede nu, at der basis for, at vi ikke i dag når hele vejen rundt i sagen. Og gør vi ikke det, må vi jo gå videre, siger Troels Lund Poulsen.

Det bliver enten ved en hasteforespørgsel, et møde i Udenrigspolitisk Nævn eller et nyt møde i Forsvarsudvalget.

Hvor alvorligt er det?

- Det kan jeg ikke sige noget om endnu. Men jeg kan sige, at det er alvorligt. For når en forsvarschef er uenig med sin minister, så er det alvorligt.

De konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen, er ifølge Troels Lunds Poulsen 'helt enig i, at det her er en meget varm kartoffel'.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere