S vil overveje simplere billetsystem

Priserne i tog og busser skal være mere gennemskuelige, og S vil undersøge muligheden for et landsdækkende takstsystem

Hver uge kan de danske medier berette om frustrerede kunder, der ikke kan gennemskue priserne i fremtidens billetsystem i den offentlige transport, rejsekortet.

Sammenlægningen af en række takstsystemer med individuelle priser og rabatter gør prisen til et større regnestykke, og tre ud af 10 brugere kan ifølge en kundeundersøgelse ikke gennemskue, hvordan prisen udregnes.

Derfor vil Socialdemokraterne nu overveje, om man en gang for alle skal droppe de regionale takstsystemer og indføre et landsdækkende.

Mere eller mindre indviklet
- Det er helt oplagt i forbindelse med, at vi skal fordele en halv milliard om året til takstnedsættelser, at vi også ser på takststrukturen. Der kan være nogle ting, der kan gå op i en højere enhed, siger trafikordfører Rasmus Prehn.

Hos selskabet bag det nye billetsystem, Rejsekort A/S, vil administrerende direktør Bjørn Wahlsten lade det være op til politikerne at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at slå de nuværende takstsystemer sammen.

- Der kan laves mere enkle måder at lave priser i den kollektive trafik, og der kan laves mere komplicerede, konstaterer han.

Forenkling vil fvorandre meget
- Rejsekortet kan klare begge dele, men det er trafikselskaberne og politikerne, der skal finde ud af, hvad vi skal have for et prissystem i fremtiden, siger han og tilføjer:

- Det er vigtigt at sige, at lavede man et meget enkelt takstbillede, så ville mange kunder pludselig få meget store ændringer i forhold til deres nuværende priser.

Hos Venstre er trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen ikke parat til at ændre på takstsystemerne.

- Vi har baseret den kollektive trafik på regionerne, og det går vi ikke ind og piller ved. Vi må se at få rejsekortet i mål inden for de oprindelige rammer, og det arbejde skal ske i Rejsekortet A/S, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer