Bred energiaftale ligner en realitet

Både De Radikale og De Konservative tror nu for alvor på en bred energiaftale efter dagens forhandlinger

Der blæser nu optimistiske vinde over de ellers stormomsuste energiforhandlinger.

Det står klart efter onsdagens forhandlinger med klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

- Jeg ser lyst på mulighederne, og jeg er meget glad for, at vi nu formentlig får flertal for verdens mest ambitiøst energiaftale, siger De Radikales energiordfører, Morten Helveg Petersen.

Ifølge planen skal den danske energiforsyning komme helt og aldeles fra vedvarende energi i 2050.

I første omgang ville regeringen spendere 5,6 milliarder kroner på omstillingen, men den plan blev fejet af brættet af en samlet opposition.

Liberal Alliance drejede med det samme rundt på hælen på Klima- og Energiministeriets dørmåtte, mens Venstre og De Konservative siden har presset på for at få regeringen ned i pris.

Og nu tyder meget altså på, at regeringens sidste bud på 3,9 milliarder kroner også bliver det, der sikrer en bred energiaftale - en aftale, som både erhvervslivet og brancheorganisationer har tryglet politikerne om at lave.

- Der er stadig nogle udeståender, men jeg mener da, at vi er tæt på en aftale, siger De Konservatives energiordfører, Mike Legarth.

- Vi har hele tiden lagt vægt på en bred energiaftale, for det er vigtigt for os at have hånd i hanke med, hvordan energiindsatsen føres ud i livet fremover, siger han.

De Konservative og Venstre kræver dog stadig hjælp til eksempelvis gartnerier, der bliver særligt hårdt ramt af de nye energikrav.

Desuden arbejder partierne for at give ejere af oliefyr have en hjælpende hånd, ligesom opførelsen af en havvindmøllepark skal udsættes, indtil der er vished for, at pengene er i kassen.

Forhandlingerne ventes at fortsætte både i og efter vinterferien, hvor detaljerne skal falde på plads.

0 kommentarer
Vis kommentarer