- Set i forhold til offentlighedens og borgernes interesse er det vigtig information, Ekstra Bladet er kommet med i dag. Bagsiden af medaljen er, at man har haft kendskab til og dækket over forsøg på magtmisbrug i 14 måneder.
Sådan lyder det fra forskningschef Roger Buch på Danmarks medie- og journalisthøjskole.
Og det giver medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitet ham ret i.
- Når en spindoktor, som arbejder for en minister, kommer og tilbyder ulovlige oplysninger om modkandidaten til statsministerposten, så er man ude i en meget høj grad af magtmisbrug, og så burde man som avis overveje, hvilken historie der er størst, forklarer Mark Ørsten.
Sagen har ændret sig
I Ekstra Bladets leder i dag forklarer ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, hvorfor historien først er blevet bragt nu.
- Set i bagklogskabens klare lys burde vi have bragt historien dengang. Men sagen har nu ændret sig på helt afgørende punkter. Direktøren i Skat København mener, at Troels Lund, Peter Arnfeldt og departementschef Peter Loft udøvede politisk pression ved at blande sig i afgørelsen af oppositionslederens skattesag for at sværte hende mest muligt til.
Mark Ørsten er enig i, at sagen ændrede karakter i fredags, men mener ikke, at det kan bruges som årsag til, at historien først bliver bragt nu.
- Spindoktorer arbejder under et særlig regelsæt, hvor der er ting, de må og ikke må, og man kan jo ikke være i tvivl om, at det her må de ikke. Det er ikke en historie, der indholdsmæssigt bærer, at man svinger sig op til at handle om kildebeskyttelse, forklarer Mark Ørsten.