Corydon svinger pisken over Venstre

Venstre bør som et ansvarligt parti stemme for finansloven, mener finansminister Bjarne Corydon

Finansminister Bjarne Corydon var barn, da Socialdemokraterne lod være med at stemme for en finanslov, så det gider han ikke høre om nu om stunder. (Foto: Joachim ASdrian/Polfoto)
Finansminister Bjarne Corydon var barn, da Socialdemokraterne lod være med at stemme for en finanslov, så det gider han ikke høre om nu om stunder. (Foto: Joachim ASdrian/Polfoto)

Finansminister Bjarne Corydon (S) går til angreb på Venstre, der truer med ikke at stemme for regeringens finanslov for 2012 ved tredjebehandlingen, som der ellers har været tradition for i dansk politik i mange år.

- Det er ikke så ansvarligt, som det kunne være, siger finansminister Bjarne Corydon (S).
Læs: Engell: Corydon har klaret sig bedst

Folketinget førstebehandler i dag hans finanslovforslag, som er en revideret udgave af forslaget fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen (V).

Det var i min barndom
Forslaget viser et minus på 96 milliarder kroner på næste års statsbudget. Og Venstre vil ikke love at stemme for, fordi regeringen hæver skatter og afgifter med fem milliarder kroner.

I 80'erne stemte Socialdemokraterne to gange imod den borgerlige Schlüter-regeringens finanslove og undlod tre gange at stemme for. Men det kan Venstre ikke bruge mod regeringen nu, mener Bjarne Corydon.
Læs: Økonomer roser regeringens finanslov

- Det var en periode, hvor jeg ikke var mand, men barn. Det ligger lang tid tilbage. I de sidste mange år har der været en tradition i dansk politik for, at ansvarlige partier stemmer for finansloven, siger finansministeren og fortsætter:

- Det undrer mig, at man vil bryde den tradition efter blot en måned i opposition.

Enhedslisten rolle
- Er det ikke regeringens opgave at have sit eget parlamentariske grundlag, altså Enhedslisten, på plads?

- Det er et underligt og et uansvarligt signal at sende, at man - umiddelbart efter at man er kommet i opposition - ikke vil vedligeholde den danske tradition om at bakke op om statens husholdningsbudget, siger finansministeren.
Læs: EL strammer finanslov-kravene

Bjarne Corydon vil ikke svare på, om regeringen alternativt vil satse på en smal finanslovaftale med Enhedslisten i stedet for et bredt forlig med oppositionspartierne.

- Det har jeg ikke yderligere kommentarer til. Nu tager vi en debat om tingene i dag. Så ser vi, hvordan det står derefter, siger finansministeren.