Omstridt SF-minister varsler mere ulighed

SF's skatteminister Thor Möger Pedersen varsler mere ulighed i Danmark til næste år

De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, siger den nye regering. Men 1. januar bliver de smalle skuldre udsat for det hårdeste pres, når regeringen indfører højere afgifter på cigaretter, alkohol og usund mad. Det medgiver skatteminister Thor Möger Pedersen (SF):

- Jeg kan ikke afvise, at der vil være et år med en eller anden skævhed. Men jeg håber, at den vil kunne afvejes af de prioriteringer - de nye tiltag - vi gennemfører for indtægterne, siger Thor Möger Pedersen til Politiken.

Skatteministeren refererer til, at regeringen vil bruge de fem milliarder fra afgiftsstigninger på usund adfærd til bedre sygehuse og en bedre folkeskole.

I regeringens støtteparti, Enhedslisten, siger skatte- og finansordfører Frank Aaen, at der tegner sig billedet af en regering, der sætter samfundets fattige til at finansiere skattelettelser for de rige:

- Det er i strid med regeringsgrundlagets ord om mere lighed i samfundet og social balance i skattepolitikken. Det er et mønster, vi vil gøre alt for at bryde, siger Frank Aaen.