24-års-regel overlever regeringsforhandling

24-års-reglen og efter alt at dømme også tilknytningskravet overlever regeringsforhandlingerne

De Radikale har succes med at presse Socialdemokraterne og SF i den økonomiske politik.

Til gengæld har valgets vinderparti måttet strække våben i udlændingepolitikken. I hvert fald overlever 24-års-reglen ifølge Ritzaus oplysninger forhandlingerne om et regeringsgrundlag.

Det står klart nu, ligesom tilknytningskravet efter alt at dømme også består.

Både Socialdemokraterne og SF har hele tiden afvist at rykke på de to symbolladede regler, mens De Radikale er arge modstandere af reglerne.

I valgkampen, hvor SF's formand Villy Søvndal kort såede tvivl om hans opbakning til reglerne, bekendtgjorde De Radikale, at de ville presse S og SF på de to regler efter valget. Det har dog fra starten virket som en kamp op ad bakke.

Oplysningerne kommer, efter at det onsdag stod klart, at S og SF's millionærskat er på vej i skraldespanden, ligesom ekstra bankskatter angiveligt er ude.

Til gengæld skal der gennemføres en skattereform, som skal sænke skatten på arbejde og forbedre Danmarks konkurrenceevne. Ting som trækker regeringsprogrammet i radikal retning.

Det er også kommet frem, at en kickstart af økonomien fortsat er på bordet, ligesom der af alt at dømme skal være trepartsforhandlinger, selvom efterlønsreformen består og S-SF-planen om, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen dermed falder. Trepartsforhandlingerne skal handle om blandt andet dagpenge, løntilbageholdenhed og efteruddannelse.

Det er billedet torsdag, hvor den radikale leder skal møde sit bagland og orientere dem om forhandlingerne.

På forhånd ser det ud til, at hun har baglandets opbakning til at indgå i en rød regering.