Ørum: Vi er hverken døde eller begravede

Kristendemokraterne fortsætter, selvom partiet med meget stor sandsynlighed ikke overlever folketingsvalget

Kristendemokraterne kravler efter alt at dømme ikke over spærregrænsen og ryger dermed ud af Folketinget.

Alligevel lover partiets parlamentariske leder, Per Ørum Jørgensen, at Kristendemokraterne fortsætter deres virke i dansk politik.

- Uanset hvordan det ender, så er vi et parti, som er repræsenteret flere steder i landet, så vi skylder at kæmpe videre, lyder det fra Per Ørum Jørgensen i hans tale til sine partifæller og tilhængere på Christiansborg.

Han fremhæver, at Kristendemokraterne har været det parti i valgkampen, der har været mest "ærlige og anstændige", lyder det.

- Vi har ikke ændret på vores politik i et eller andet spinhysteri. Vi har stået fast på vores værdigrundlag, siger Per Ørum Jørgensen.

Som målingerne ser ud nu, er der meget langt til, at Per Ørum Jørgensen og Kristendemokraterne kommer i Folketinget.

I landsprognoserne ligger partiet et godt stykke under spærregrænsen.

Lokalt i Vestjylland står Per Ørum Jørgensen umiddelbart bedre, men der er også her lang vej til det kredsmandat, som der har været spekuleret i kunne redde hans landspolitiske fremtid.