Radikale valgnerver

Margrethe Vestager kalder det radikale landsmøde for en arbejdsweekend

Radikale holder møde i Nyborg. (Foto: Anders Brohus)
Radikale holder møde i Nyborg. (Foto: Anders Brohus)

Valgnerverne har meldt sig hos den radikale leder Margrethe Vestager.

Partiet står ellers i flere meningsmålinger til at fordoble sit nuværende mandattal fra 9 til 18, men det ønsker Margrethe Vestager ikke at kommentere.

- Vi er samlet til en arbejdsweekend i Nyborg. Der er lang vej endnu, og vi tager intet for givet, siger Margrethe Vestager.

Hun holdt en flot og afbalanceret tale til de omkring 500 deltagere ved Det Radikale Venstres landsmøde på Hotel Nyborg Strand i Nyborg.

Hun holdt sig bevidst fra at kamme over, og i stedet leverede hun en traditionel radikal landsmødetale, hvor hun bl.a. lagde vægt på det smukke land, som vi lever i, og hun talte om terroren, der for 10 år siden ramte USA og for 60 dage siden ramte Norge.

Hun kom også ind på demokratiet og et mere tolerant Danmark, hvor der skal gøres op med blokpolitikken.

Men ikke et ord om Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Lars Løkke Rasmussen eller hendes nye politiske ven Lars Barfoed.

Hendes ord blev modtaget med kyshånd, og der var stående klapsalver til hende.

Uden for selve mødesalen blev der talt mere direkte om, at Det Radikale Venstre skal have stor indflydelse, hvis partiet skal i regering med S og SF.

Det er atter blevet in at være radikal, som det var det op til valget i 2005, hvor den daværende leder Marianne Jelved svingende sin taske i triumf, efter hun havde været med til at sikre partiet 17 folketingsmedlemmer.

Nedturen kom ved valget i 2007, hvor det blev til 9 mandater, men nu ser Margrethe Vestager ud til at have fået vendt skuden. Hun er som kaptajn ved at sætte den politiske kurs efter radikale ministerposter, men man får hende ikke til at kommentere det.

Dertil står der for meget på spil indtil torsdag aften kl. 20, når valglokalerne lukker.