Barfoed vil hæve ulandsbistand uden DF

De Konservative vil finde penge til at hæve ulandsbistanden efter 2013 med et bredt flertal i Folketinget

Den konservative formand, Lars Barfoed, vil hæve ulandsbistanden fra 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Den konservative formand, Lars Barfoed, vil hæve ulandsbistanden fra 2013. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

De Konservative gør nu op med Dansk Folkeparti på et centralt politisk område.

Den konservative formand, Lars Barfoed, vil hæve ulandsbistanden fra 2013, og han inviterer til bredt samarbejde om at finde pengene, mens Dansk Folkeparti går til valg på at sænke ulandsbistanden yderligere, skriver Berlingske.

Lars Barfoed stiller på forhånd krav om, at Venstre skal være med i en aftale om ulandsbistanden, men nævner ikke Dansk Folkeparti i den forbindelse.

- Jeg håber, VK-regeringen efter 2013 kan se muligheder for at hæve udviklingsbistanden igen, og vi tager gerne forhandlinger med S-SF og De Radikale om det, siger Lars Barfoed til Berlingske.

S-SF og De Radikale fremlagde mandag deres bud på en fælles udenrigspolitik, hvor partierne lægger op til at bringe udviklingsbistanden tilbage på én procent af BNI, som den var før 2001.

Men oppositionen nævner ikke hvor hurtigt, eller hvor pengene skal findes.

Lars Barfoed vil ikke sætte kroner og øre på, hvor høj udviklingsbistanden skal være, lige som han heller ikke vil fastsætte en dato for, hvornår det skal ske.

Men med Genopretningsaftalen fra 2010 valgte regeringen og Dansk Folkeparti at fastfryse bistanden til og med 2013, så den udgør 0,76 procent af BNI. Den aftale agter Lars Barfoed at leve op til.

Dansk Folkeparti mener, at De Konservative er ude på en "kamikaze-mission", når de vil ændre den udvikling oven i købet i samarbejde med oppositionen.

- De Konservative spiller et meget, meget farligt spil, som får mig til at tænke, at De Konservative kun tænker på, hvordan de kan rede deres eget skind og ikke regeringen, lyder det fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

- Det er virkelig skammeligt, siger han.