Barfoed om Pia Christmas: Det er noget rod

Den konservative partileder er ærgerlig over, at Pia Christmas-Møllers comeback ødelægges af en procedurefejl.

Den konservative partileder, Lars Barfoed, ærgrer sig over, at De Konservative mister et trumfkort i valgkampen, efter at Pia Christmas-Møller alligevel ikke får lov til at genopstille.

- Det er rigtig ærgerligt, at sådan noget sker. Der er ikke noget at gøre noget ved det nu. Jeg må forstå, at vores vedtægtsudvalg har besluttet, at det er ulovligt indkaldt og dermed et ulovligt møde, siger Barfoed til DR Update.

Han forklarer samtidig, at der er sket en klar procedurefejl, så det kun er et fåtal af de lokale medlemmer, som blev inviteret til opstillingsmødet, hvor Pia Christmas-Møller fik grønt lys til sit opsigtvækkende comeback hos De Konservative.

- Det er noget rod, at den pågældende lokalforening ikke har sørget for at indkalde alle medlemmerne, men tværtimod kun har fået indkaldt nogle få, som man havde e-mail-adresser på, og derfor så må indse, at mødet ikke har været lovligt indkaldt, forklarer Barfoed.

Trods balladen, så kan Lars Barfoed dog godt finde noget positivt i at den tidligere partileder Pia Christmas-Møller er vendt tilbage i den konservative fold efter en periode som løsgænger i Folketinget.

- Jeg tror ikke, det betyder noget for vores valg på landsplan. De, som har været opmærksom på sagen, ved i hvert fald, at Pia er med i partiet igen og bakker os op. Og det har været et godt signal, siger Barfoed.