Per Ørum: Det er ikke bare fordi der er valg

Kristendemokraterne føler sig ikke godt behandlet i forhandlingerne om akutberedskab i Udkantsdanmark - og fortsætter det i dag, må VKO finde sit flertal et andet sted

Per Ørum Jørgensen er Kristendekomkraternes eneste mand M/K i Folketinget. (Foto: folketinget.dk)
Per Ørum Jørgensen er Kristendekomkraternes eneste mand M/K i Folketinget. (Foto: folketinget.dk)

Når Kristendemokraternes enlige medlem af Folketinget, Per Ørum Jørgensen, går til forhandling med VKO i Finansministeriet klokken 11, har han tænkt sig at stå fast på sit krav:

Hvis ikke hans tidligere støtte til genindførelsen af grænsekontrollen og regeringens tryghedspakke bliver omsat i velvilje til at bevare akutmodtagelse i yderområderne, forlader han 2020-forhandlingerne.

Per Ørum Jørgensen - der akkurat sikrer Løkke 90 mandater - kræver akutafdelingerne i Holstebro, Næstved og Svendborg bevaret.

Er du reelt parat til at forlade forhandlingerne?

- Jeg får reaktioner fra overalt i landet med sympati for, at vi kæmper denne sag, så derfor vil jeg selvfølgelig stå fast på de krav, jeg har præsenteret regeringen for for 16 dage siden, siger Per Ørum Jørgensen til ekstrabladet.dk

Hjerteblod gennem fyrre år
Så du er parat til at tage konsekvensen og gå, hvis dine krav ikke bliver opfyldt?

- Det er klart. Hvis ikke jeg får indrømmelser på vores helt centrale ønsker i 2020-forhandlingerne, så kan jeg ikke rigtig se nogen mening i, at man skulle fortsætte, siger Kristendemokraten.

Så du rasler ikke kun med sablen?

- Nej, jeg har jo kæmpet for det her i mange år, også mens jeg var konservativ. Og for partiet (Kristendemokraterne, red.) er det jo heller ikke noget nyt - det er ikke bare fordi, der er valg snart. Det er faktisk noget, der har været væsentlig for partiet i fyrre år, siger Per Ørum Jørgensen.

Efter forhandlingerne i aftes sagde han: 'Vi sidder lidt på hver vores planet. Regeringen vil centralisere, Kristendemokraterne vil decentralisere sygehusområdet'

0 kommentarer
Vis kommentarer