DF raser mod halal-ænder

Hvis der var dansk and på dit julebord, var den sandsynligvis halal-slagtet. Danske slagterier har nemlig taget den muslimske slagtemetode til sig, for at kunne eksportere til arabiske lande. Dansk Folkeparti kræver forbud

- Dyret får en bøn med, når det halalslagtes. Når familien Danmark sidder og fejrer Kristi fødsel med en juleand, tror jeg ikke de har behov for, at det er blevet velsignet med en muslimsk bøn, siger Rene Christensen. (Foto: Ekstra Bladet)
- Dyret får en bøn med, når det halalslagtes. Når familien Danmark sidder og fejrer Kristi fødsel med en juleand, tror jeg ikke de har behov for, at det er blevet velsignet med en muslimsk bøn, siger Rene Christensen. (Foto: Ekstra Bladet)

Danske slagterier har længe halal-slagtet dansk fjerkræ, fordi de eksporterer til muslimske lande, og derfor lige så godt kan slagte hele molevitten efter den muslimske tradition.

Og nu melder slagterierne ud, at også kreaturer skal halal-slagtes, fordi der er ved at åbne sig et marked for dansk oksekød i den arabiske verden.

- Vi er ikke religiøse, men vi er nødt til at handle, der hvor vi kan tjene penge, siger Svend Erik Sjællænder-Pedersen, direktør for Århus Slagtehus, til Politiken fredag.

Den udmelding vækker vrede hos Dansk Folkeparti.

Halal-helvede
- Vi er på vej mod et halal-helvede. Næsten al fjerkræ bliver halalslagtet, og nu forstår jeg, at turen så er kommet til okser og kalve. Og det sker alene af hensyn til profit, siger Rene Christensen.

Han er Dansk Folkepartis fødevareordfører og formand for Folketingets Fødevareudvalg.

- Det må stoppe her. Man dræber jo dyrene ved at lade dem bløde ihjel, og det er og bliver dyremishandling af værste skuffe. Et stort flertal af forbrugerne har jo heller ikke noget ønske om at indtage halalslagtet kød, siger Rene Christensen.

Dyrenes beskyttelse: Ikke mishandling
Dyrenes Beskyttelse anser ikke halalslagtning for at være dyremishandling, fordi dyrene bedøves før de får skåret halsen over. Men det rører ikke Rene Christensen.

- Dyret dør jo ved at forbløde. Den rigtige måde at gøre det på, er ved at slå dyret ihjel øjeblikkeligt, siger han til ekstrabladet.dk.

- Desuden får dyret en bøn med, når det halalslagtes. Når familien Danmark sidder og fejrer Kristi fødsel med en juleand, tror jeg ikke de har behov for, at det er blevet velsignet med en muslimsk bøn, siger Rene Christensen.

Vil have forbud mod halal-kød
Han har ikke nogen tal, som viser, at et flertal af forbrugerne er imod halal-slagtet kød på bordet, men føler sig overbevist om, at danskerne er imod.

- Hvis der bliver lavet en undersøgelse, er jeg næsten overbevist om at den vil vise, at et stort flertal er imod, siger han til ekstrabladet.dk.

Han ønsker både et forbud mod halalslagtet kød på danske slagterier samt et forbud mod import af halalslagtede dyr.

- Vil det ikke forhindre eksport af dansk kød til muslimske lande?

- Jeg tror ikke, markedet er så stort, som slagterierne gør det til, siger Rene Christensen.