Barfoed blokerer for folkeskolereform

Folkeskolereform kan først blive gennemført efter et valg

Den konservative formand, Lars Barfoed, har valgt at blokere for, at en storstilet folkeskolereform kan blive gennemført før næste valg.

Det er en kendsgerning, efter at Barfoed og de konservative har valgt at vende ryggen til den reform, som regeringen er blevet enige om med Venstre og Dansk Folkeparti.

- Vi vil afvise det her. Det er en heldagsskole. Det er at sige, at alle børn skal blive i skolen og lave lektier i stedet for at kunne tage hjem, siger Barfoed.

- Aftalen er et indgreb i familiernes og børnenes ret til at disponere over deres fritid, når man gør lektielæsning til noget, som ligger i den obligatoriske skoletid. Børnene får en skoledag, som er næsten lige så lang som forældrenes arbejdsdag, fortsætter Barfoed.

Afviser 35 timers skoleuge
Barfoeds afvisning betyder i praksis, at reformen først kan blive gennemført efter næste valg, da de konservative er en del af forligskredsen omkring folkeskolen. Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti så ellers gerne, at reformen blev ført ud i livet i august 2014.

Se også: Aftale om folkeskolen er på plads



Se også: Utilfredse lærere: Skolereformen er et kludetæppe

Med det nye folkeskoleforlig skal de yngste elever gå i skole 30 timer om ugen. I de mellemste klassetrin er der tale om 33 undervisningstimer, mens de ældste elever skal gå 35 timer i skole om ugen. Som en del af det samlede timetal er der sat tid af til såkaldt 'understøttende undervisning'. Dette kan bl.a. bruges på lektielæsning.

Det er særligt denne del af reformen, de konservative stejler over.

'Tilbud' til Antorini
Lars Barfoed siger på et pressemøde, at han gerne tager delen med 'heldagsskolen' ud af den samlede aftale og gennemfører de andre elementer af reformen.

- Jeg vil gerne gennemføre alt det gode om faglig styrkelse nu, så må en heldagsskole blive gennemført, hvis der er flertal for det efter næste valg, siger Barfoed, der kalder det 'et tilbud' til undervisningsminister Christine Antorini (S).

Men han understeger, at han vil blokere for reformen i sin helhed.

- Det er klart, at sådan er de parlamentariske regler her i huset, siger Barfoed med henvisning til, at de konservative er en del af forligskredsen omkring folkeskolen.

Den konservative afvisning kommer efter, at partiets normale venner fra Dansk Industri har appelleret til, at Barfoed og co. ikke ville blokere for gennemførelsen af en reform før et valg.

0 kommentarer
Vis kommentarer