LÆS OGSÅ: Kendt tv-vært trækkes ind i lækagesag
En mail, som nyhedsdirektør Michael Dyrby i foråret 2010 sendte til de ansatte, er i direkte strid med den politik, han selv har lavet på tvstationen. I flere omgange har han nemlig banket medarbejdere på plads, når de har diskuteret, hvem kilden til lækagen var.
Hver gang nogle begyndte at pege på kilder, var beskeden fra Dyrby: Hold kæft!
Værst gik det ud over politisk reporter Kaare R. Skou, der netop i foråret 2010 kom ud i et stormvejr ved at sige, at han vidste, det var Forsvarsministeriet, der stod bag lækken.
AFSLØRING: TV 2 førte seerne bag lyset
Dengang besluttede Michael Dyrby, at reporteren skulle tages af skærmen og sendes hjem. Og situationen er overraskende nok beskrevet i mailen til medarbejderne, hvor Dyrby selv peger løs på mulige kilder (punkt 5 i teksten længere nede i artiklen/red.):
’Kaare R. Skou udtalte sig til flere medier om en sag, han ikke var involveret i. Hans udtalelser bragte forvirring om sagen og TV2’s etiske linje i forhold til at indsnævre kilden eller kilderne.’
MINISTER: TV2-bestyrelse må ind i lækagesag
Og nyhedsdirektøren fortsætter sin indskærpelse af, at man som ansat aldrig skal udpege nogen som mulige kilder, når der er lovet kildebeskyttelse:
’I sådanne sager er det vigtigt, at der kun er en, der udtaler sig. For at undgå signal forvirring. Derfor måtte Kaare R. Skous udtalelser korrigeres, og han måtte på afspadsering. Hans person og oplysninger kunne alene drive historien i de dage,’ skriver Michael Dyrby i mailen, hvor han selv peger løs på mulige kilder til lækage - altså lige bortset fra de rigtige.
LÆS MERE I EKSTRA BLADET FREDAG:
* Nyhedsdirektørens løgn
* Dyrby: Jeg peger da ikke på nogen
* Holder hånden under Rasmus Tantholdt
* Etisk storvask på vej i TV 2
* Politikere: Vi føler os hængt ud - kom med en forklaring
DOKUMENTATION: Her er mailen fra Michael Dyrby til sine ansatte (udsendt i foråret 2010):
'TV2 lavede ikke 7 fejl – vi lavede relevant journalistik.'
I et stærkt polemisk og tendentiøst indlæg forsøger filmredaktør Claus Christensen at gøre TV2 til et inkompetent og ryggesløst medie. Det er helt skudt ved siden. Trods et par løgne, et par halve sandheder og en stribe fordrejninger i Christensens beskrivelse, gjorde vi det rette i 2007 og har ikke lavet fejl.
Sagen handler helt enkelt om: skal journalister og redaktører holde deres løfter om fortrolighed, når løftet er givet. TV2 Nyhederne mener: JA. Andre redaktører, som Claus Christensen, mener nej. De vil have ret til tre år efter en historie har været offentliggjort at vurdere historien igen og derefter vurdere om kilden stadig skal have kildebeskyttelse. DET er ryggesløst. Kilder skal altid kunne stole på, at den fortrolighed, der er aftalt, holder – ALTID.
Journalistik leves og udgives forlæns. Vi udkommer med den bedst opnåelige version af virkeligheden, når vi publicerer. De mange synspunkter i Claus Christensens indlæg er præget af en bedrevidende efterrationalisering og en politisk dagsorden, som er uklædelig.
1. Valgte TV2 den rette historie i 2007? Ja – det mente vi dengang og det mener vi stadig. Da Jægersoldaterne blev sendt af sted 27. april 2007 troede alle i Danmark, at krigen i Irak gik godt. Men jægersoldaterne blev sendt af sted, fordi det slet ikke gik efter planen. Den følgende måned – maj 2007 – omkom den 7. danske soldat og koalitionen mistede 131 soldater. Kun November 2004 med 141 dræbte soldater var værre. De civile tab i maj 2007 var tårnhøje: 1782 dræbte og 200 lokale soldater. De danske soldater i Basra blev bombarderet med granater. Tre gange flere end normalt. Socialdemokraterne og de Radikale forlangte de danske soldater hjem med det samme den 15. maj. Situationen i Irak var kaotisk og amerikanerne blev tvunget til at ændre strategi i begyndelsen af juni 2007. På den politiske front var der topmøde i Cairo og i Bagdad mødtes USA og Iran for første gang i 27 år, for at løse den eskalerende situation. Maj, juni og juli 2007 blev de afgørende måneder for krigen i Irak. Fra august gik det fremad. TV2/Nyhederne dækkede krigen i Irak tæt og er sandsynligvis det medie, der har brugt flest ressourcer på at beskrive krigen. Oplysningen om Jægerkorpsets udsendelse er og var mere væsentlig for danskerne end detaljen om, hvorfra TV2/Nyhederne havde denne viden. Tre år er lang tid i dansk og international politik og derfor glemmer man let, at krigens fejlslagne gang var den store historie i sommeren 2007. Jægersoldaterne blev sendt af sted til Irak for at vende den udvikling. Det er den store historie.
Der er i øvrigt ingen i denne sag, der risikerer flere års fængsel, som Christensen skriver. Strafferammen er fra 6 mdr til 2 år, men der er aldrig givet domme der er længere end måneder. Eks fik Frank Grevil 4 måneder. Blot for at få proportionerne på plads.
2. For TV2/Nyhederne var tidspunktet for offentliggørelse af historien om jægersoldaternes udsendelse ikke afgørende. Forsvaret ønskede, at historien ikke kom frem, med henvisning til, at offentliggørelse kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. TV2 var indstillet på en aftale. Men historien havde relevans og samfundsmæssig betydning, da det var første gang Jægersoldaterne blev indsat i Irak. TV2 forbeholdt sig ret til at offentliggøre den, hvis oplysningerne kom frem på anden vis eller via andre medier. TV2 har tidligere indgået den slags aftaler med Forsvaret eks. i forbindelse med soldaters dødsfald. Her venter TV2/Nyhederne med at offentliggøre dødsfaldene til HOK har informeret de pårørende, skønt vi ofte ved det tidligere. Det er tvivlsomt om oplysningerne i realiteten udgjorde en fare i 2007. Cirka 300 personer var informeret inden udsendelsen af jægersoldaterne og derfor var udsendelsen kendt i brede kredse. Lørdag 28. april deltog Jægersoldaternes chef, Oberst Henrik Friis, da også i et direkte interview med TV2/Nyhederne, hvor han detaljeret beskrev missionen, hvilket må siges at harmonere skidt med Forsvarets påstand om, hvor vigtigt det var at holde missionen hemmelig.
Undertegnede har ikke talt med General Helsø i denne sag.
3. Udenrigspolitisk Nævn kan sagtens have været utæt i denne sag. UN holdt møde om formiddagen den 27. april. Nyheden sprang på TV2 og JP om aften. Flere medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn og forsvarspolitiske ordførere kendte til sagen inden mødet, oplyser Forsvarsministeriet. Per Stig Møller kan derfor sagtens have ret og været i god tro. Medlemmer af UN kan sagtens have været kilder til oplysningerne. Dermed er der ikke videreformidlet falske oplysninger.
4. TV2 sladrer ikke om sine kilder. I den bedste af alle verdener er der kun tre, der kender fortrolige kilder. Kilden, reporteren og chefen. Men sådan er det sjældent. De fleste historier i en moderne medieverden bliver til i fællesskab. Der er dog ganske få, der reelt kender til kilden/kilderne, der er mange, der tror det. At der findes medarbejdere på DR (næppe Politiken) er kun udtryk for at journalister skifter job. Det er en ussel påstand mod en journalistisk kollega, at beskylde ham for at sladre – uden den ringeste form for sandsynliggørelse udover, at Guldbrandsen siger det.
5. Kaare R. Skou udtalte sig til flere medier om en sag, han ikke var involveret i. Hans udtalelser bragte forvirring om sagen og TV2´s etiske linie i forhold til at indsnævre kilden eller kilderne. I sådanne sager er det vigtigt at der kun er en der udtaler sig. For at undgå signal forvirring. Derfor måtte Kaare R. Skous udtalelser korrigeres og han måtte på afspadsering. Hans person og oplysninger kunne alene drive historien i de dage.
6. TV2 forsøger at holde de rette proportioner i en sag, der ellers har mistet dem. Derfor dækker vi ikke alt – eksempelvis giver det ikke mening, at TV 2 forsøger at deltage i jagten på kilden/kilderne. Vi kender jo den rette sammenhæng. Dækningen styres af Mikkel Hertz, Hans Peter Blicher og Henrik Qvortrup som har valgt det redaktionelle snit. Undertegnede deltager i mangt og meget og har aldrig meldt afbud til Mennesker og Medier. Jeg har flere gange fået tilbud om deltagelse og nogle gange har jeg takket ja - andre gange nej. I fredags deltog jeg eks. i MogM. Presselogen på TV2 News har i flere omgange behandlet lækagesagen, hvor jeg har medvirket - ergo lukker vi ikke for debatten.
Tøger Seidenfadens usmagelige bagholdsangreb på et tidligere medlem af Politikens nyhedsledelse, må han dokumentere. Anders Krab Johansen er i dag vært på TV 2 Nyhederne, han var tidligere chef for TV2 s politiske redaktion og i en mellemliggende periode på ca. 1 ½ år, var han nyhedschef på Politiken. Han har IKKE talt med Tøger Seidenfaden om denne sag og han kender heller ikke kilden, forsikrer han.
7. TV2 holder ikke hånden over magthaverne. Den borgerlige regering har mistet 3 ministre i utide. De to – Svend Åge Jensby og Henriette Kjær – er begge trådt tilbage efter grundig journalistisk arbejde på TV2/Nyhederne. En besynderlig måde at beskytte regeringen på. Men der er mange, herunder Claus Christensen, der ønsker at sætte TV2 Nyhederne i bås af politiske grunde og derfor lukker øjnene for, at TV2 Nyhedernes medarbejdere er professionelle og kritiske i deres arbejde. Jeg er sikker på, at Claus Christensen anerkender dette, men af polemiske grunde fyrer han alligevel løs. Det er svært at se denne historie som en positiv historie for regeringen. Udsendelsen af jægersoldaterne blev indledningen til tre kaotiske og blodige måneder i Irak, hvor vi både mistede soldater og hvor politikere herhjemme rejste tvivl om vort engagement i Irak.
Denne sag er desværre løbet helt af sporet og risikerer at få helt uoprettelige konsekvenser for den danske medieverden. Skal en dommer fortolke kilders motiver, skal en dommer afgøre væsentligheden af historier i medierne. Skal politiet tvinge journalister til at opgive kildebeskyttelsen, før de har afhørt alle mulige involverede i en sag. Det risikerer danske medier fremover og det er et tilbageskridt.
Derfor står TV2 Nyhederne fast på, at vi ønsker at beskytte vore kilder.
Landsretten forventes at behandle sagen indenfor 4 uger.
vh
Michael Dyrby
_____________________________________________________
VED DU NOGET OM SAGEN?
Så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller mail 1224@eb.dk.