A-kasse boss om akut-tal: Det har været galt fra starten

Direktør for AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, er frustreret på de lediges vegne over, at regeringen har mørkelagt tal for udfaldstruede dagpengemodtagere

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. (Foto: Rumle Skafte)
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. (Foto: Rumle Skafte)

Direktør for A-kassernes Samvirke, Verner Sand Kirk, kalder sagen om Mette Frederiksen, der i en måned har skjult de rigtige tal for, hvor mange der ville miste deres dagpenge i løbet af første halvår af 2013, for meget alvorlig for de ledige.

- Det er mange flere, der bliver ramt, end nogen nogensinde har forestillet sig. Det er helt gået galt fra starten, da man vedtog dagpengestramningerne i 2010. Hvis det var de 2000-4000 personer, der ville miste dagpenge, som man sagde dengang, ville man have kunne afbøde det meste af problemet med nogle akutpakker og en ekstra indsats på jobcentrene.

- Når så det virkelige tal er mange gange højere, så er problemet et helt andet, siger Verner Sand Kirk til ekstrabladet.dk.

Han skyder dog ikke skytset direkte på ministeren, men på embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, men er fortørnet over, at regeringen pure har afvist AK-Samvirkes tal, som blev lagt frem allerede fra 2011.

- Man har fra starten pure nægtet, at den dokumentation, som vi fremlagde, havde noget på sig. De har set på os som mørkemænd, siger Verner Sand Kirk.

Læs også:

Se også: Mette skjulte akutfiasko

Stort svigt
En ting er, at de dobbelt så høje tal for udfaldstruede dagpengemodtagere er blevet skjult af Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet i en periode i december 2012 og januar 2013. Men Verner Sand Kirk hæfter sig ved, at de lediges sag derfor er diskuteret på et helt forkert grundlag.

- Det store svigt er, at man mod bedre vidende har fastholdt et fuldstændig forkert skøn på, hvor mange der ville blive ramt af en så voldsom stramning. Og så er der altså lavet en reform på et helt forkert grundlag. Det her skal revurderes, og der skal findes en varig løsning, siger han.

Han tror også, at partier som Dansk Folkeparti og Enhedslisten ville have stillet sig anderledes til henholdsvis dagpengestramninger og finansloven, hvis de havde kendt de rigtige tal.

- Jeg tror, at debatten om det her havde været anderledes, hvis man havde kendt de rigtige tal. Dansk Folkeparti har jo allerede været ude at sige, at det ikke var det her, man i første omgang sagde ja til, siger Verner Sand Kirk.

Læs også:

Se også: Thorning: Jeg har fuld tillid til Frederiksen

Akutpakker er alibi
A-kasse-bossen tror dog ikke, at sagen, der i sidste ende kan koste beskæftigelsesministeren jobbet, får nogen særlig indvirkning på mulighederne for de ledige.

Det kommer desværre nok ikke til at betyde noget. Selv efter man har indrømmet, at op til 23.000 personer ryger ud, har man fastholdt strategien. Det er helt tydeligt, at akutpakkerne har marginal effekt. Det er nærmest blevet brugt som et alibi for ikke at gøre noget, siger Verner Sand Kirk.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere