Det kan vise sig at være helt afgørende for udfaldet af undersøgelsen af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag, at en anonym person har sendt et brev til Skattesagskommissionen, der angiveligt beskylder Venstre-politikere for at have løjet under deres afhøringer.
Det vurderer Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell, der ikke tøver med at kalde det anonyme brev en bombe.
- Det er en kæmpe bombe i sagen alene af den grund, at vi aldrig tidligere har oplevet, at en undersøgelseskommission en uge inden deres arbejde afsluttes, og de skal til at skrive deres betænkning, må stille hele arbejdet i bero pga et anonymt brev. Alene det viser, at man har vurderet - siden der i kommissionen er flertal for at aflevere brevet til politiet - at oplysningerne i brevet kan være helt afgørende for, hvor sagen ender, siger Hans Engell, der kalder brevet mystisk.
Avis: Anonymt brev angriber Venstre i skattesagenAnonymt brev bringer nye oplysninger ind i skattesagen
- Jeg har ikke i mine 40, hvor jeg har fulgt undersøgelseskommissioner, oplevet noget som dette. Men vi ved samtidig heller ikke, om politiet kan bruge det her til noget som helst. Der er ikke dokumentation for oplysningerne i det anonyme brev, og det kan meget vel være en person, der enten ønsker at gøre sig interessant her på faldrebet eller ønsker at skade Venstre, siger Hans Engell om brevet, der altså skulle have til hensigt at udstille de afhørte Venstre-politikere Peter Christensen, Lars Løkke og Troels Lund Poulsen som løgnere.
Hans Engell peger imidlertid også på, at politiet nu først skal til at se på selve brevet for at afgøre, om en egentlig efterforskning vil kunne bibringe nye oplysninger - eksempelvis hvem afsenderen er.
- Det kan i sidste ende betyde at sagen bliver delvist afsporet, og at kommissionens arbejde nu bliver afsporet, fordi de ikke kan skrive på deres afsluttende betænkning i et halvt år eller mere, hvis politiet efterforsker. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvor det her lander henne.
- Så for at opsummere: Det er en bombe i sagen. Men bombens alvor kender vi ikke endnu.