Se her Løkke: Læger uden grænser bruger monkey class

Kunne ikke drømme om fly på første klasse. Det handler om at bruge pengene bedst muligt, der hvor de gør gavn, siger organisationens direktør

Lars Løkke Rasmussen har ikke den samme restriktive rejsepolitik som Læger uden grænser. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)
Lars Løkke Rasmussen har ikke den samme restriktive rejsepolitik som Læger uden grænser. (Foto: Mik Eskestad/Polfoto)

Lars Løkke Rasmussen er helt grundlæggende galt på den, når han flyver på første klasse med den grønne NGO Global Green Growth Institute. Kaviar og luksus-champagne er ikke vejen frem, når man vil arbejde for en bedre verden, fortæller en række organisationer til Ekstra Bladet.

Vagthund Så meget luksus får du på første klasse

I Læger uden grænser tager direktør Michael Gylling Nielsen kraftig afstand fra flyture til 64.000 kr., som Lars Løkke Rasmussen ellers har brugt i gennemsnit på en række rejser.

Michael Gylling Nielsen understreger, at det er spild af penge, og at det derfor går ud over dem, der trænger til hjælp.

- Det er bestemt ikke den måde, vi rejser på. Vi har en meget restriktiv rejsepolitik hvor man altid skal rejse på den allerbilligste måde, siger Michael Gylling Nielsen til Ekstra Bladet.

Se også: Luksus-Løkke bruger 64.000 kr. per flybillet

I Danmark vil det sige, at man altid skal rejse med det offentlige, og når man rejser til udlandet, skal det være med den billigste billet, man kan finde, siger han.

- Det betyder selvfølgelig at det er helt nede bagi på monkey class, og at det kan tage længere tid med mellemlandinger og den slags. Det kan da godt blive lidt mere ineffektivt, men det hænger sammen med, at pengene skal bruges bedst muligt, og det er til medicin og hjælp, siger Michael Gylling Nielsen.

- For os handler det om, at så mange af pengene som muligt går til nødhjælpsarbejdet, siger han.

Se også: Udviklingsminister: For dyrt, Løkke

- Men det lyder ikke specielt bekvemt. Bør man ikke have bedre vilkår, når man arbejder i en god sags tjeneste?

- For os handler det om at være så billige og effektive som muligt, så folk der arbejder for Læger uden grænser skal være indstillet på at det er vilkårene. Derfor er lønningerne også meget lave.

- Risikerer I ikke at miste gode kræfter, som ikke vil arbejde hos jer, når vilkårene er så ringe?

- Det er slet ikke vores indtryk, at det betyder at vi mister nogen. Dem der arbejder for os, gør det, fordi de vil gøre en forskel, og så betyder en time eller to ekstra i flyet ingenting, siger han.

Se også: Løkke om fly-frås: Det har været så hårdt

I Børnefonden er direktør Bolette Christensen helt på linje med Læger uden grænser.

- Den gennemgående politik er, at vi flyver på økonomiklasse, fordi pengene skal bruges på udvikling. Der er ikke plads til frås hos os, siger hun til Ekstra Bladet.

Heller ikke i Amnesty International, kunne man drømme om at bruge 64.000 kroner på flybilletter på første klasse, fortæller kommunikationsmedarbejder Nora Kanafani. Hos Amnesty International rejser man aldrig dyrere end statens takster og oftest billigere.

- Når vi er baseret på medlemskroner, er det vigtigt, at vi bruger dem med omtanke. Det handler også om at se på, hvor pengene gør størst gavn, siger Nora Kanafani til Ekstra Bladet.

Se også: S og R: Anede ikke, der var noget så dyrt

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere