Hvorfor må din selvangivelse godt være forkert, Løkke?

Journalister sendte en byge af spørgsmål mod Lars Løkke Rasmussens beskatning af diæterne for GGGI-rejserne

Lars Løkke Rasmussen blev tirsdag eftermiddag efter Folketingets spørgetime igen udsat for en byge af spørgsmål om sine diæter på GGGI-rejser. Penge som Løkke på pressemødet for to en halv uge siden gentagne gange nægtede at have modtaget i 2012.

Lars Løkke Rasmussen har samtidig undladt at opgive diæterne på sin selvangivelse for 2012, ligesom han undladt at oplyse om de afholdte GGGI-rejser til Moderniseringsstyrelsen inden deres frist i oktober 2012. Skatteeksperter understreger ellers over for Ekstra Bladet, at Løkke er skattepligtig af diæterne, det år hvor han har optjent dem og fået dem udbetalt. Ikke året efter.

- Hvorfor har du ikke opgjort diæterne for 2012 i 2012? Flere eksperter siger jo, at det man tjener i et skatteår, skal opgives i et skatteår.

- Jeg har ikke flere kommentarer til mine diæter.

Se også: Skatteeksperter: Løkke skylder i skat

Lars Løkke Rasmussen slap dog ikke for yderligere spørgsmål fra både Ekstra Bladet og en lang række andre medier, der interesserede sig for både selvangivelsesspørgsmålet samt modregningsspørgsmålet for 2012:

- Men hvorfor skulle du ikke opgive korrekt selvangivelse for 2012, da fristen udløb i juni? Hvorfor skal det ske nu?

- … Det skal principielt jo altid ske. Men der er, som jeg gjorde rede for i går, en sammenhæng mellem min modregning og min skat, fordi perioderne ikke ligger lige oveni hinanden…

- Men er du anderledes end andre danske skatteydere?

- Jeg har ikke mere at tilføje. Jeg har over for de myndigheder, der har krav på at få indsigt, afgivet de oplysninger, jeg skal…

- Men skulle du ikke allerede sidste år have oplyst om dine diæter for 2012 til Moderniseringsstyrelsen?

- … Og det. Og så vil det være sådan, at der afledt af det finder den korrekte modregning sted. Jeg har ikke mere at tilføje.

Interessen for Løkkes forklaring fra TV2 mandag aften var også stor. Her sagde Venstres formand, at han ikke kunne huske at have modtaget diæterne i kontanter under sine dyre rejser.

Se også: Løkke om diæt-forklaring: Jeg huskede forkert

- Du har sagt, at du ikke nærstuderede bilagene på pressemødet. Var det ikke for nonchalant, når du over for Venstres medlemmer beklagede, at det var en sag, der havde skadet partiet?

- Jeg har ikke flere kommentarer til den sag. Jeg har lagt alt åbent frem. Alle kender de udgifter, der knytter sig til turene. De afledte spørgsmål, der knytter sig til modregning og skat, de er adresseret i den redegørelse, jeg har sendt af sted og som er udarbejdet med assistance fra min revisor og min advokat, sagde Lars Løkke og understregede igen, at han vil genåbne sin selvangivelse for 2012, når Moderniseringsstyrelsen er færdig med at se på, hvor meget hans eftervederlag påvirkes af andre indtægter.

- Du siger, du ikke kan huske, at du fik pengene. Kan vi strække den så langt nu, vil du indrømme nu, at du talte usandt?

- Jeg har ikke mere at tilføje. Og jeg bliver nødt til at sige, at jeg tillader mig at have den forventning, som jeg mener alle danskere må have i deres mellemværende med deres lønkontor og skattevæsnet: At private skatteforhold, de er private. I må meget gerne interessere jer for, om jeg ’at the end of the day’ betaler det, jeg skal i skat – om jeg får for meget i eftervederlag. Om det kan jeg sige, at jeg har sat mig ned min revisor, Deloitte og min advokat, Nicloai Mallet, gået samtlige de indkomster, jeg har – og jeg havde nær sagt ikke har – altså de potentielle indkomsttyper, jeg kunne have, igennem og afgivet en meget grundig redegørelse til Moderniseringsstyrelsen. Og så har jeg tiltro til, at de behandler den rigtigt. Og når de har gjort det, så skal der ske en korrektion af min selvangivelse for 2012.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere