Venstre: Den seneste måned har været noget rod

Noget rod. Sådan betegner Venstre selv den forgangne måned, der har været præget af partiformandens rejser

Venstre kan godt se, at Lars Løkke Rasmussens bilagsrod har været skadende i ny Voxmeter-måling. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
Venstre kan godt se, at Lars Løkke Rasmussens bilagsrod har været skadende i ny Voxmeter-måling. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)

Den seneste måned i dansk politik - der primært har drejet sig om Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens rejser for klimaorganisationen GGGI - har været noget rod.

Se også: Engell: Gult kort til Løkke

Det erkender Venstre, der på en uge har smidt 3,1 procent af stemmerne ifølge en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Venstre står nu til 25,5 procent af stemmerne mod 28,6 i sidste uge, og partiets tab opsuges ikke af de øvrige tre partier i den blå blok, der samlet set går et enkelt procentpoint frem.

Resten af de frafaldne Venstre-vælgere bevæger sig hen over midten og fordeler sig mellem partierne i rød blok, så der nu tegner sig et dødt løb mellem blokkene for første gang siden umiddelbart efter valget i 2011.

- Den seneste måneds tid har været noget rod, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

Se også: S: Vi er ydmyge, ydmyge - og ydmyge

- Og det ville jo være underligt, hvis det ikke påvirkede vælgerne, at der har været fokus på alt andet end Venstres politik, siger hun og fortsætter:

- Men jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, at udfordringerne er de samme. Vi mangler at få skabt arbejdspladser, og det kræver, at vi får lempet skatter og afgifter.

Når du siger, at den seneste måned har været noget rod, er det så GGGI-sagen, du tænker på?

- Som jeg siger, har de seneste måneder været noget rod med fokus på alt andet end Venstres politik, og det ville underligt, hvis det ikke påvirkede danskerne.

Frygter du, at der nu kommer uro i Venstres gruppe?

Se også: Måling: Thorning fortsætter som statsminister

- Nej. Venstres gruppe - hvad enten det er vores folketingsgruppe eller de mange kandidater rundt om i landet - kæmper for Venstres politik om at sikre væksten i Danmark.

Hvordan ser du på risikoen for, at tilbagegangen kan påvirke kommunalvalget?

- Det har jeg ikke noget behov for at lave alle mulige analyser af. Jeg er politiker, jeg kæmper for Venstres politik om, at det skal kunne betale sig at arbejde, siger Ellen Trane Nørby.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere