DF vil til Legoland - EL står af i Ringsted

Der skal findes flere penge i togfond til stikbane til Billund og stop i Ringsted, siger transportminister Pia Olsen Dyhr om krav fra EL og DF

Der skal prioriteres skarpt i togfonden mellem Dansk Folkepartis ønske om en stikbane til Billund Lufthavn og Legoland og Enhedslistens krav, så lyntoget standser i Ringsted, samt regeringens timemodel, så lyntog højst tager en time mellem landets største byer.

Det fastslår transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) efter forhandling med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

- Der er ønske om opgradering af regionalbanerne, en stikbane til Billund Lufthavn og et ønske om forbedring af godstrafik. Det ligger ikke i regeringens timemodel. Det vil koste yderligere finansiering, siger Pia Olsen Dyhr.

En stikbane til Billund koster cirka 700 millioner kroner, påpeger hun.

Togfonden koster godt 28,5 milliarder kroner, som kommer fra øget beskatning af Nordsøolien. Dansk Folkeparti vil finde 4,3 milliarder kroner ved et droppe eller udskyde en ny togbro over Vejle Fjord, men det rammer timemodellen, påpeger hun

Enhedslistens krav rammer regionaltrafikken, mener transportministeren.

- Et stop i Ringsted vil betyde en dårligere regionaltogsbetjening til Svendborg, Silkeborg, Herning, Grenaa, Viborg og videre. Hver gang man forsinker tog, så de ikke kan mødes i Odense eller Aarhus, får vi yderligere forsinkelser, siger Pia Olsen Dyhr.

Dansk Folkeparti vil opgradere regionale togstrækninger fra blandt andet Struer til Herning samt 700 millioner kroner til en stikbane fra Vejle til Billund Lufthavn og Legoland, siger trafikordfører, Kim Christiansen

- Det er en del af finansieringen, vi vil bruge til at opgradere vores lokale baner, så man også får kortere rejsetid fra Struer til Herning og andre steder. Det er stadig i spil, siger Kim Christiansen.

Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, erkender, at et ekstra stop i Ringsted rokker ved regeringens timemodel.

- Vi har en lidt mere afslappet tilgang til timemodellen. Vi er meget mere optaget af at få realiseret de projekter, så vi om 10 til 12 år kan få disse hurtige tog, siger Henning Hyllested.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere