Løkke skjuler mail om datters Rio-rejse

På det berømte pressemøde var der ingen mail om Løkkes datters Rio-rejse, men nu er de pludselig dukket op i Seoul

Foto: Ditte Valente
Foto: Ditte Valente

GGGI erkender nu, at klimaorganisationen er i besiddelse af email-korrespondance vedrørende Rio-rejsen til Lars Løkke Rasmussens datter.

Men både Lars Løkke Rasmussen og GGGI nægter fortsat at fremlægge dokumentation for, hvordan klimaorganisationen - i strid med Danidas antikorruptions-regler - kom til at betale 27.000 kroner for datterens rejse i sommeren 2012.

I modsætning til hvad GGGI's direktør Howard Bamsey gav udtryk for på det historisk lange pressemøde i sidste måned, så forklarer organisationens kommunikationschef Michael Sullivan nu, at man rent faktisk er i besiddelse af flere email sendt mellem Lars Løkke Rasmussens kontor og hovedkvarteret i Seoul vedrørende datterens rejse.

- Hvis nogen vil offentliggøre deres personlige email, så kan de gøre det. Men det tror jeg ikke, formanden vil, forklarer Michael Sullivan, der oplyser, at han ikke selv har set alle dokumenter vedrørende Rio-rejsen.

Se også: Løkke har brugt staten som bank: Skylder 220.000 kr + firmabil



Se også: Eksperter: Løkkes indtægter skal frem

GGGI betalte gerne
Lars Løkke Rasmussen forklarede på sit pressemøde, at datterens rejse var blevet betalt af GGGI ved en fejl - og han indrømmede samtidig, at fejlen formentlig kun blev opdaget på grund af sagen om hans eksorbitante rejser på first class.

Det blev dog på pressemødet modsagt af Howard Bamsey.

Han oplyste, at GGGI - der har modtaget 90 millioner danske udviklingskroner - anså det for et rimeligt kompromis at betale datterens rejse.

At spørgsmålene til datterens rejse ikke er ligegyldige understreges i Udenrigsministeriets ' Anti-corruption code of conduct'.

Her bliver det slået fast - at hverken Danida-medarbejdere eller medarbejdere i organisationer, som støttes med danske udviklingsmidler - må modtage gratis rejser til familiemedlemmer.

Det er heller ikke tilladt at få rejser til reduceret pris takket være den position, man opnår takket være de danske udviklingspenge.

Se også: Styrelse mørklægger Løkkes økonomi

Løkkes ambassadør-ven
I ministeriets kodeks for antikorruption fra 2005 udtaler den danske ambassadør i Sydkorea, Peter Lysholt Hansen - Danmarks repræsentant i GGGI's finanskomite - at det er uacceptabelt at modtage gaver til en værdi over 50 dollar ( ca. 280 kr.).

- Det er okay at modtage blomster til jul, men det er ikke okay at modtage en gratis rejse, forklarede ambassadøren, der altså sidder i GGGI's økonomiske kontrolorgan.

Smuttede igennem
Lars Løkke har ved flere lejligheder rost det store og gode arbejde, som Peter Lysholt Hansen laver for klimaorganisationen.

I tilfældet med Løkkes datter smuttede en privat flybillet til 27.000 kroner altså uden problemer igennem GGGI's regnskabsafdeling.

Se også: Engell: Gult kort til Løkke

Løkke: Intet at tilføje
Trods gentagne henvendelser er Ekstra Bladets konkrete spørgsmål om sagen blevet mødt med tavshed i Venstre. Til gengæld har Løkkes spindoktor anbefalet, at vi opsøger Venstreformanden, når han optræder offentligt eller bevæger sig rundt på Christiansborgs gange.

Det gav dog ikke nogen større gevinst, da Venstre-formanden var til valgarrangement i Hellerup.

- Det viser sig nu, at GGGI faktisk har fundet email-korrespondancen mellem dit kontor og GGGI om din datters rejse....

- Jeg har ikke mere at tilføje.

- GGGI vil ikke fremlægge de her email, medmindre du giver tilladelse til det. Vil du det?

- Jeg har ikke mere at tilføje, beklager.

- Der er jo kommet nyt frem. På pressemødet sagde direktøren for GGGI, at I ikke havde dokumentation for denne her korrespondance?

- Nu tror jeg, du har fået den video til jeres hjemmeside, så skal vi ikke sige, at det var det? Jeg kan ikke gøre mere for dig i dag, lyder det afvisende fra Løkke.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere