Venstre snupper Randers

Venstres Claus Omann Jensen vælter den siddende socialdemokratiske borgmester Henning Jensen Nyhuus



 


Borgmesterkæden i Randers skifter ejer.

Venstres Claus Omann Jensen er ny borgmester efter en konstituering med Konservative, Radikale, Beboerlisten, Velfærdslisten og Dansk Folkeparti.

Partierne har forhandlet hele natten, og først kl. 06.45 her til morgen kunne Claus Omann Jensen kalde sig ny borgmester i landets sjettestørste by.

- Vi peger på Claus Omann Jensen, da han viste mest forhandlingsvilje, sagde de radikales Mogens Nyholm efter konstitueringen til DR Østjylland.

Med den nye konstituering er den siddende borgmester Henning Jensen Nyhuus den store taber i Randers.

Det er anden gang i nyere tid, at Venstre sidder på magten i Randers. Fra 2002 til 2006 var Michael Aastrup Jensen borgmester. Ellers har socialdemokraterne stort set altid haft borgmesterkæden.

- Det har været en lang og spændende aften, og vi har nået et godt resultat - et bredt samarbejde med mange partier. Vi har delt formandsposterne godt ud, siger Claus Omann Jensen til kommunens hjemmeside.

- Jeg vil gå til opgaven med ydmyghed. Randers står overfor store udfordringer, hvor vi skal gøre noget ved jobcentret og børneområdet, hvor vi gerne vil gøre noget ved åbningstiderne. Det vil man snart se konkrete tiltag omkring.

Ifølge Randers Amtsavis var der tale om et sandt drama på Randers Rådhus, hvor Socialdemokraterne havde alle partier til forhandling. Men angiveligt smed partiet valgsejren på gulvet, fordi de forhandlede for hårdt.

Claus Omann Jensen blev også stemmetopscorer i kommunen med 7677 stemmer. Venstre gik to mandater frem i kommunen, mens Socialdemokraterne gik fire tilbage.

Mogens Nyholm (R) bliver ny viceborgmester.

Den nye borgmester tiltræder ved årsskiftet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere