Vælte-Leon landede på borgmesterposten

Leon Sebbelin (R) tog et radikalt styrt, da han hængte valgplakater op og brækkede armen - nu er han landet sikkert på borgmesterposten i Rebild Kommune

Leon Sebbelin (R) landede alligevel sikkert på borgmesterposten efter han tog et radikalt styrt, da han hængte valgplakater op. (Privatfoto)
Leon Sebbelin (R) landede alligevel sikkert på borgmesterposten efter han tog et radikalt styrt, da han hængte valgplakater op. (Privatfoto)

Han landede hårdt før valget, da han hængte valgplakater op. Men efter et radikalt fald på to en halv meter fra en valgstige, og en valgkamp ført med en brækket arm, har Leon Sebbelin fra De Radikale nu rejst sig, og er landet sikkert på borgmesterposten i Rebild Kommune.

Se også: Borgmesterkandidat styrtede ned fra valg-stige

Med over 700 personlige stemmer og en konstituering med Socialdemokraterne, Konservative, Radikale, SF og Social Fællesliste får han borgmesterposten efter den tidligere Venstre-borgmester Anny Winther.

Men helt nemt har det ikke været med armen i gips.

- Den hæver helt vildt, når jeg går så lang tid med den. Nu har jeg stået som sådan en anden Dronning Margrethe i en halv times tid med den, så den bliver lidt mindre. Jeg blev opereret sent lørdag aften. Så fik jeg skruet en plade ind. Lige tids nok til at jeg kunne nå over at se DR's demokrati-aften, siger Leon Sebbelin til Ekstra Bladet.

- Har det været svært at føre valgkamp med den?

- Nej. Jeg har jo haft fantastisk opbakning fra min datter med at køre tidligt og sent ud. Hun sad også troligt til klokken fem i morges, og kørte mig hjem.

- Tror du, der har været et par sympatistemmer for armen indimellem?

- Nej, det tror jeg ikke. Efter operationen har jeg ikke fået gips på igen. Nu skal vi foreløbig have et møde, vi har lavet en aftale med mig som borgmester, og så har vi inviteret Venstre, her 11.30, og så skal vi snakke formandsposter og sådan noget, siger Leon Sebbelin.

Skal du så ud og pille valgplakater ned også?

- Det tror jeg, at jeg vil lade andre om, lyder det fra den nybagte borgmester.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere