S-ordfører raser over DR's ukorrekte exitprognoser

Socialdemokraternes valgaften blev præget af Epinions fejlagtige prognoser.

(Foto: Jens Dresling/Polfoto)
(Foto: Jens Dresling/Polfoto)

DR må ud med en ordentlig undskyldning for de fejlfyldte exitprognoser, der tirsdag aften malede et billede af et katastrofalt socialdemokratisk valg.

Det er konklusionen fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke.

- Jeg synes, DR skylder seerne en stor undskyldning, for det er virkelig en useriøs og pinlig omgang.

- Det er ikke DR værdigt. Og det må give anledning til selvransagelse, når man går ud med så fejlbehæftede tal og på så smalt et grundlag laver så kraftige konklusioner, siger han til Ritzau.

Den første prognose fra Epionion, som DR viderebragte, gav Socialdemokraterne 22,7 procent af stemmerne, og den næste prognose tirsdag aften sagde 25,3 procent.

Men den endelige optælling af stemmerne viste natten til onsdag, at Socialdemokraterne fortsat er Danmarks største kommunale parti med 29,5 procent af stemmerne

De ukorrekte prognoser gjorde Magnus Heunickes aften til lidt af en rutsjebanetur.

- Vi havde faktisk en god fornemmelse hele valgdagen. Men så kom den første exitprognose, som viste, at vi ville blive overhalet massivt af Venstre. Og det gjorde den næste også. Det var vi selvfølgelig kede af.

- Men da stemmerne blev talt op, viste det sig, at Socialdemokraterne stadig er Danmarks største kommunale parti. Det har jeg aldrig prøvet før. Når man ser dagens avisforsider, så er det et helt andet resultat, end det der rent faktisk skete.

Skal man stramme reglerne for exitprognoser?

- Nej, det vil være for vanskeligt i praksis. Og jeg er helt sikker på, at det her vil føre til selvransagelse hos de danske medier. DR må være interesseret i at beholde sin høje troværdighed.

Epinions exitprognoser baserer sig på 744 respondenter.

DR har natten til onsdag på sin hjemmeside beklaget de misvisende exitmålinger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere