Friis Bach snorksov: Jeg har givet forkerte oplysninger

Christian Friis Bach er færdig som minister. Her hans egen forklaring

Friis Bach er færdig som minister. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
Friis Bach er færdig som minister. (Foto: Tariq Mikkel Khan)


 


På et pressemøde torsdag eftermiddag erkender den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R), at han har videregivet forkerte oplysninger til offentligheden om rejsereglerne i klimafonden GGGI, der har Lars Løkke som formand.

Faktisk var han tilstede på et bestyrelsesmøde i GGGI, hvor de luksuriøse rejseregler blev godkendt.

- Jeg ser ikke rejsereglerne. Jeg burde have set, at der var første klasse i de rejseregler, erkender Friis Bach.

Dermed har han igennem hele sagen videregivet forkerte oplysninger, mener han.

- Rejsereglerne er godkendt i maj 2012 i strid med, hvad jeg har sagt. Ministeriet har givet mig forkerte oplysninger, siger han, og tilføjer:

- Det er en alvorlig sag, derfor tager jeg konsekvensen.

De eksorbiante rejseregler medvirkede til, at Lars Løkke kunne flyve adskillige gange på first class for danske bistandsmidler, som Ekstra Bladet har afsløret dette efterår.

Friis Bach understreger, at han ikke har videregivet de forkerte oplysninger bevidst, men han mener, at fejlen er så slem, at han må træde tilbage.

- Jeg kunne godt komme med alle mulige undskyldninger, siger han, og fortsætter:

- Det er mit ansvar, det er mig, som har viderebragt oplysninger, der ikke var korrekte til Folketinget og offentligheden.

Den radikale minister, som har nået at sidde i lidt over to år, meddelte sin tilbagetræden via sms til sin partileder, Margrethe Vestager, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Han fastholder, at han ikke er blevet presset til sin afsked.

- Det er en ganske frivillig beslutning.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere