Engell: Venstre i frit fald

Lars Løkkes rejsesag sender partiet i tovene, fastslår Hans Engell. Og det er slet ikke sikkert, bunden er nået

- Det er et lodret styrt. Det er dramtisk. Venstre er i noget, der ligner frit fald.

Så klar er analysen fra politisk kommentator Hans Engell ovenpå dagens dramatiske meningsmåling fra Voxmeter og Ritzau, som for første gang i årevis gør Socialdemokraterne til et parti med større vælgeropbakning end Venstre.

Især springer det i øjnene, at Venstre ifølge Voxmeter på blot en måned har tabt fire procent af vælgerne.

Se også: Ny måling: S større end V

- Venstre har hidtil regnet med, at de kan gå på vandet direkte ind i statsministeriet. Men nu tegner det til, at 2014 bliver en lang valgkamp. Det ligner dødt løb mellem fløjene, påpeger Engell.

Samtidig viser et nærmere kig på tallene, at vælgerne nu vandrer over midten af dansk politik.

- Nu begynder vælgerne at gå fra blå til rød side. Og det er meget interessant, at selvom Venstre går markant tilbage, så samler Konservative og Liberal Alliance ikke ret meget op. Lars Barfoed samler ingen af Venstres tabte vælgere op. Det er helt nyt, det har man ikke set tidligere, vurderer Hans Engell.

Bunden kan være langt væk
Og det er slet ikke sikkert, at Venstre har taget imod den sidste lussing fra vælgerne, påpeger han.

- Spørgsmålet er nu, om Venstre kan stoppe den sivning, der sker, eller den fortsætter. For ét er, at der falder ro over Løkke og hans pengesager, noget andet er om skadevirkningerne er sådan, at det ruller længe.

- Min erfaring fra mange år med politik er, at når der er store bombenedslag i politik, så sætter det sig først i meningsmålingerne i løbet af et halvt års tid. Med andre ord, så er det først inden for det næste halve års tid, vi kan se, hvor stor skadevirkningen af rejsesagen har været, siger den tidligere konservative formand og siden chefredaktør på Ekstra Bladet.

Du kan studere detaljerne i målingen her.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere