Engell: Hvem sluger den store kamel?

Corydon og Johanne har for åbent tæppe lagt sig helt fast på hver deres krav, så hvis de skal nå en aftale er en af dem nødt til at komme med en gedigen indrømmelse.

Hvis regeringen og Enhedslisten skal nå en aftale, må enten finansminster Bjarne Corydon eller Johanne Scmidt-Nielsen sluge noget af en politisk kamel, siger Hans Engell. (Foto: Adrian Joachim/POLFOTO).
Hvis regeringen og Enhedslisten skal nå en aftale, må enten finansminster Bjarne Corydon eller Johanne Scmidt-Nielsen sluge noget af en politisk kamel, siger Hans Engell. (Foto: Adrian Joachim/POLFOTO).

- Med det, der skete i aftes, kommer enten finansminister Bjarne Corydon eller Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til at sluge en meget stor kamel, hvis de skal nå en finanslovsaftale.

Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell er ikke i tvivl om, at der skal en særdeles stor politisk indrømmelse til, hvis regeringen og Enhedslisten som ventet skal finde sammen om næste års finanslov.

Se også: S-borgmestre: Drop at lave finanslov med Enhedslisten

Parterne understregede i går hver deres krav til forhandlingerne.

Bjarne Corydon og regeringen har fundet penge frem til bl.a. de ældre for at komme Enhedslisten imøde, men de vil ikke give sig på det 'bureaukratiske punkt', der handler om at skrive kravet om to bad til de ældre ind i serviceloven.

Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten holder omvendt fast i, at de ældres bad skal skrives ind som et retskrav, ellers er regeringen velkommen til at udskrive valg.

Se også: DF støtter regeringens milliard-løfte til de ældre

Til trods for, at parterne har manet sig helt op i hver deres hjørne, tror Hans Engell dog stadig på, at de finder sammen om en aftale. Enten i dag eller i morgen.

- Det ser tungt ud. Men jeg tror stadig mest på, at det ender i en aftale med enhedslisten, siger han.

- Den ene eller anden må sluge kamelen. I regeringen kan SF simpelthen ikke holde til at sætte sig ned med Venstre og give skattelettelser for 900 millioner kroner. Det går ganske enkelt ikke oven på det katastrofale valg, de lige har haft, siger Ekstra Bladets politiske kommentator.

Se også: Enhedslisten og regeringen går til køjs uden aftale

Hvis ikke regeringen finder en løsning med Enhedslisten eller Venstre, vil resultatet - med nogle mellemstationer - være, at regeringen udskriver valg. Men det er stærkt usandsynligt, at det sker, mener Hans Engell.

- Bliver der så valg – nej, det gør der ikke. For Venstre vil vurdere, at Enhedslisten i sidste ende vil redde regeringen. Og sker det, vil Lars Løkke være til grin, fordi Enhedslisten så viser større politiske handlekraft end Venstre. Samtidig kan Lars Løkke sagtens bruge noget tid oven på GGGI-sagerne, inden han skal i valgkamp, siger Hans Engell.

Se også: Venstre: Vi stemmer ikke for regeringens tilbud til EL

Men mistilliden mellem Bjarne Corydon og Enhedslisten er alligevel ægte nok.

- Det er ikke spil for galleriet. Johanne har virkelig mistillid til Corydon, og Enhedslisten har heller ikke noget godt forhold til Margrethe Vestager. De kaster ikke med kuglepenne efter hinanden under forhandlingerne, men tilliden er ikke til stede, siger han.

Se også: Holger K.: 'Dybt, dybt, underligt, Johanne'

- Enhedslisten føler ikke at de får de relevante papirer under forhandlingerne - og hvis de alligevel gør det i sidste ende, så står der ikke det i dem, som de var blevet fortalt. Derfor er det reelt nok, når Johanne Schmidt-Nielsen siger, at hun ikke stoler på regeringen, siger Hans Engell.

Han peger desuden på en retssag fra maj, hvor to ældre i Køge Kommune ved Højesteret blev frataget deres rengøringshjælp, som understregning af retskravet.

Se også: Løkke: Rod at finanslov ikke er på plads

Her til morgen står forhandlingerne stille, og Enhedslisten er endnu ikke kaldt ind i Finansministeriet.

1 af 2 Hans Engell er overbevist om, at finanslovsaftalen kommer i hus en af de nærmeste dage - og at det bliver en aftale mellem Enhedslisten og regeringen. (Foto: Thomas Borberg/POLFOTO).
2 af 2 Hvis regeringen og Enhedslisten skal nå en aftale, må enten finansminster Bjarne Corydon eller Johanne Scmidt-Nielsen sluge noget af en politisk kamel, siger Hans Engell. (Foto: Adrian Joachim/POLFOTO).
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere